23948sdkhjf
Del siden
Annonce

Fra drive-by til fjernaflæsning i Rødby

Med installation af nye varmemålere til fjernaflæsning slipper forbrugerne hos Rødby Fjernvarme fremover for at aflæse deres eget forbrug. Indkøringsfasen har vist, at den ny teknologi medfører driftsoptimering og letter de administrative opgaver.

Med ønsket om besparelser på både drift og administration har Rødby Fjernvarme valgt at installere fjernaflæste varmemålere hos forsyningsselskabets godt 1100 forbrugere.
Oprindeligt var udskiftning af varmemålere ikke en del af fremtidsplanerne, men et svind på mere end 10 kubikmeter vand i døgnet på det samlede forsyningsnet, gjorde det nødvendigt at handle.

Derfor blev det besluttet at montere forbrugsmålere med lækagedetektering på fremløbet hos alle forbrugerne, og valget faldt på Diehl Meterings fjernaflæste Sharky-varmemålere med den nye radioteknologi.

Mange driftsfordele

”Oplægget fra Diehl Metering syntes vi var den mest fleksible løsning, der var lettest at gå til. Blandt andet gav den mulighed for, at vi kunne få større fokus på afkøling og returtemperatur, men den dokumenterede batterilevetid på minimum 16 år var afgjort også et vigtigt parameter for vores valg”, fastslår driftsleder Allan Olsen. Han fik den første halvdel af målerne installeret medio 2014 og den sidste halvdel i foråret 2015.

Rødby Fjernvarmes nye forretningsfører kunne desuden hurtigt se en lang række andre fordele på både drift og administration, hvis forsyningsselskabet også benyttede muligheden for løbende fjernaflæsning af forbruget. Og da radioteknologien allerede var integreret i de ny vandmålere, krævede løbende fjernaflæsning kun en ekstra investering i en antenneinstallation, der kunne monteres i toppen af fjernvarmeselskabets egen skorsten.
”Det betyder, at vi nu uden problemer modtager forbrugsdata fra alle forbrugere på vores forsyningsnet via antenneinstallationen. Og ekstrainvesteringen vil spare sig selv hjem alene ved optimering af drift og administration over en forholdsvis kort årrække”, fastslår driftsleder Allan Olsen.

Han lægger heller ikke skjul på, at udskiftningen af den eksisterende drive-by-løsning til radionetværk med fjernaflæste målere, i dén grad har indfriet værkets forventninger.

Detektering af lækager

Når der er tale om smålækager ude hos forbrugerne, kan detektering være særdeles udfordrende. Men på baggrund af en ihærdig indsats, er svindet de sidste par år blevet reduceret fra mere end ti kubikmeter i døgnet til knap tre, hvilket giver en årlig besparelse på 2500 kubikmeter vand.

”Men vi er stadig nødt til at tilføre forsyningsnettet knap 1100 kubikmeter vand årligt, og der er derfor ingen tvivl om, at den nye målerteknologi vil gøre det væsentligt lettere at få sat en prop i hullerne på de sidste smålækager, hvilket sammenlagt vil betyde en stor økonomisk gevinst for både vores drift, vores kunder og ikke mindst miljøet”, påpeger Allan Olsen.

Præcis afregning

En anden væsentlige ændring er også, at Rødby Fjernvarme med løbende aflæsning af forbrugsdata ligeledes kan afregne forbrugerne med kortere intervaller.
”Både aflæsning og afregning bliver meget præcis, og dermed undgår vi samtidig besværet med at overføre og tilbageføre store summer mellem os og forbrugerne hvert år, når de ikke er blevet afregnet korrekt a´conto. Det bliver desuden væsentligt lettere at udarbejde mere retvisende driftsbudgetter for værket”, fortsætter Allan Olsen, som samtidig har fået løst udfordringen med områdets mange udlejningsejendomme med stor til og fraflytning.

Styr på fraflytterne

Disse udlejningsejendomme er ofte årsag til fraflyttede forbrugere, som har brugt mere varme, end de har betalt a´conto. Beløb, der efterfølgende kan være en særdeles tung administrativ opgave at få tilbage i regnskabet, og når det ikke lykkes, ender regningen i sidste ende hos de andre forbrugere.

”Og det er jo på ingen måde rimeligt, at de andre forbrugere skal betale disse regninger. Men det er et problem, vi nu har fået minimeret betragteligt med løbende aflæsning og afregning. Derfor er vi ikke i tvivl om, at investeringen i den nye målerteknologi med fjernaflæsning og radionetværk, vil være i langt den største del af vores forbrugeres interesse”, fastslår Allan Olsen, som allerede nu har endnu flere administrative besparelser, driftsoptimeringer og forbrugerservices i kikkerten.

”Når vi på sigt har fået styr på driftstabet og optimeret ledningsnettet, vil det også blive aktuelt at skrue lidt mere på temperaturen rundt omkring, så vi kan optimere værkets drift endnu mere. Desuden har vi også planer om, at gøre kundernes forbrug mere synligt, så de selv kan yde en endnu større indsats for at spare på deres forbrug - og dermed også spare penge”, slutter driftsleder hos Rødby Fjernvarme, Allan Olsen.

Diehl Metering
Glentevej 1
6705 Esbjerg Ø
Esbjerg Kommune
Danmark
CVR nummer: DK33748221
P nummer: 1016882972

Send til en kollega

0.047