23948sdkhjf

Haas-Meincke i FRECON-samarbejde under Industriens Fond

| Medlemsnyhed | Indrykket af FRECON A/S

Siden sommeren 2020 har FRECON været teknisk rådgiver for SMV’er under Industriens Fond-initiativet genstartNU. Et år inde i projektet kan ingeniørvirksomheden nu gøre status og fortælle om nogle af succeshistorierne. Én af dem er Haas-Meincke.

Et genstartNU-forløb med FRECON førte Haas-Meincke på vej mod øget konkurrenceevne og fokus på bæredygtige løsninger. Optimering efter et parameterstudie gav materialebesparelse på over 40% hos Haas-Meincke. Opgaven er et godt eksempel på de udfordringer, FRECON løser under genstartNU i samarbejde med Industriens Fond. Det bliver oftest en win-win, da FRECON også får værdifuld viden med videre.

Optimeringen hos Haas-Meincke, som er en del af Bühler Group, er sket på et rammeprofil til en drive station. Den udspænder det transportbånd, som kører igennem Haas-Meincke’s tunnelbageovn. Metoden danner nu grundlag for optimering på flere områder på produktionslinjen.

GenstartNU blev startskuddet på omfattende materialebesparelser
FRECONs Lead Design Engineer Jan Ánike Nikolajsen har arbejdet tæt sammen med kunden på denne opgave. Han fortæller:

”Vi har gennemført et mindre parameterstudie og kunne på baggrund heraf beregne, hvilken rammeprofil der kunne holde til lastscenariet og hvilken materialebesparelse, der kunne implementeres. Vi nåede frem til en reduktion på 42% af materialet (stål). Samtidig fremstår rammeprofilen fortsat stabil og sikker, hvilket har en stor betydning for Haas-Meinckes kunder.”

Haas-Meinckes Head of Engineering and R&D - BU Biscuit, Constant Ngogang, havde gennem længere tid haft et ønske om at komme i gang med optimeringsprojektet. Mulighederne under genstartNU blev således anledningen.

”Vi har haft et rigtigt godt samarbejde med Jan fra FRECON, som har dokumenteret mulighederne for os. Vi arbejder nu videre efter samme metode og har ansat en medarbejder til at gennemføre projektet,” siger Constant Ngogang. ”Det giver på sigt en god konkurrencemæssig fordel og underbygger samtidig vores fokus på mere bæredygtige løsninger.” 

Nye muligheder for opsamling af viden
FRECON har til dato løst opgaver for over 50 SMV’er i forskellige brancher under genstartNU.

”Vi har opbygget god erfaring i at finde frem til, hvor skoen trykker og kan hurtigt sætte ind med de rette beregninger og optimeringer, som det også er tilfældet hos Haas-Meincke. Vores erfaringer fra de større kunder er ofte en fordel i arbejdet med SMV’erne,” siger FRECONs CCO Michael Elefsen. ”Samtidig har vi også høstet mange gode erfaringer gennem disse projekter. SMV-projekterne er oftest i en mindre målestok, og her har vi i det ”små” opbygget værdifuld viden fra mange forskelligartede projekter, som vi også kan bruge hos vores øvrige kunder.”

Fremmer innovation og konkurrenceevne
I forbindelse med lanceringen af genstartNU-samarbejdet med FRECON sagde Thomas Hofman-Bang, adm. direktør i Industriens Fond:

”Vi vil gerne bidrage til, at der kommer nogle toptunede SMV-virksomheder ud på den anden side. Virksomheder, som har udviklet sig og styrket konkurrenceevnen, og som vil være i stand til hurtigt at øge omsætningen.”

Industriens Fond har afsat flere hundrede millioner til projekter under genstartNU.

Ser frem mod nye opgaver
Hos FRECON er man stolte af resultaterne, som de mange opgaver under genstartNU har været med til at skabe.

”Når vi gør status godt halvvejs i projektet, er det en fornøjelse at registrere, hvordan vores dygtige popcornhoveder har hjulpet kunderne godt videre på projekter, som stod lidt stille – og de bliver værdsat for deres arbejde,” fortæller Michael Elefsen. ” Vi ser med forventning frem mod de kommende projekter og har godt 40 i pipelinen.”

For spørgsmål:
CCO, Michael Elefsen, + 45 20 15 09 16 / mel@frecon.dk

Adm. direktør, Claus Mølgaard Jensen, +45 40 28 91 71 / cmj@frecon.dk

Information:
FRECON A/S er et ingeniørhus stiftet i 1999. Her er man specialiseret i mekaniske løsninger fra stort industrielt udstyr til små mekaniske værktøjer og komponenter. Bl.a. til vindmøllebranchen, fødevarebranchen og metal- og maskinindustrien. Hovedkontoret ligger i Horsens, men der er yderligere lokationer i Esbjerg og i Tommerup på Fyn.

GenstartNU er et initiativ iværksat af Industriens Fond, der skal styrke SMV’ers vej gennem coronakrisen. Der er afsat 150 mio. kr. til at sætte gang i dansk erhvervsliv. FRECON er udpeget som teknisk rådgiver og innovationspartner og hjælper danske SMV’er gennem 50 timers konsulentforløb finansieret af Industriens Fond. I et genstartNU-forløb leverer FRECON eksempelvis kostoptimering af produkter, tekniske tegninger og visualiseringer, men også avancerede beregninger og analyser til SMV’er, som ikke selv besidder kompetencerne.


Skriv kommentar

Medlemsnyhed

Indrykket af
FRECON A/S

Egeskovvej 2B
8700 Horsens
Danmark
FRECON A/S

Send til en kollega

0.078