23948sdkhjf

DI-Direktør overrækker DIRA Automatiseringsprisen

| Medlemsnyhed | Indrykket af Automatik

Lars Sandahl Sørensen, administrerende direktør i Dansk Industri, overrækker DIRA Automatiseringsprisen til åbningskonferencen på Automatik-messen i Brøndby Hallen 8. september.

Store dele af den danske robot- og automationsbranche samles 8.-10. september i Brøndby Hallen, når MCH Messecenter Herning i samarbejde med brancheorganisationerne DIRA, Veltek og BITVA er vært for fagmessen Automatik 2020. I forbindelse med messen afholdes en åbningskonference, hvor DIRA Automatiseringsprisen 2020 overrækkes til en virksomhed, som har skabt en unik løsning eller proces baseret på robotteknologi og relateret automatisering.

Prisen har tradition for at blive overrakt af en fremtrædende erhvervsperson - og i år bliver således ingen undtagelse. Lars Sandahl Sørensen, administrerende direktør i landets største erhvervsorganisation Dansk Industri, bliver dette års prisoverrækker.

- Det er en stor glæde for mig at skulle overrække prisen. Jeg er selvfølgelig stolt af, at alle tre nominerede er medlemmer af DI. Det er helt afgørende for vores konkurrenceevne, at flere virksomheder skruer op for brugen af robotter, sådan som regeringens robotstrategi lægger op til, og det er også derfor, at DI er aktivt medlem af DIRA, siger Lars Sandahl Sørensen.

Tidligere har blandt andre Dansk Erhvervs direktør, Brian Mikkelsen, og erhvervskvinden Lone Fønss Schrøder uddelt prisen i henholdsvis 2018 og 2019.

- Automatik samler automations- og robotbranchen, skaber netværksmuligheder og præsenterer fremtidige løsninger til gavn for dansk erhvervsliv. Derfor glæder vi os over, at Lars Sandahl Sørensen har takket ja til at overrække DIRA Automatiseringsprisen og på den måde er med til at understrege vigtigheden af, at danske virksomheder holder sig opdaterede og konkurrencedygtige, så vi fortsat kan holde hjulene i gang i dansk erhvervsliv, siger Georg Sørensen, administrerende direktør i MCH A/S.

Hør om projekterne
I forbindelse med uddelingen af prisen bliver det muligt at høre de tre nominerede; Welltec, Juliana Drivhuse og VOLA, fortælle om deres løsninger.

Welltec er nomineret for en robotsvejseløsning til produktion af udstyr til energisektoren, mens Juliana Drivhuse har planlagt og implementeret en avanceret robotcelle, der forener lagerautomater med avanceret visionteknologi i en fuldautomatisk pakkeløsning af delelementer til drivhuse. Indtil nu har de små drivhusdele ligget i en stor pose sammen med de større dele, som er blevet sendt ud til kunderne. Efter automatiseringen af processen bliver delene pakket i rumopdelte papkasser, der gør oplevelsen bedre og samlingen langt mere overskuelig for kunderne.

Den sidste nominerede er VOLA, som har installeret en flåde af ni mobile robotter og dermed sat fokus på fleksibilitet og hurtig omstilling af produktflowet. Automatiseringen har gjort, at VOLA hurtigere kan omstille sig til nye markeder samtidig med, at det har højnet produktiviteten.

Automatik finder sted 8.-10. september og samler hvert andet år robot- og automationsbranchen til tre dage med netværk, vidensdeling og handel i Brøndby Hallen.

 Læs mere på www.automatikmesse.dk


Skriv kommentar

Medlemsnyhed

Indrykket af
Automatik

Vardevej 1
7400 Herning
Danmark
Automatik

Send til en kollega

0.078