23948sdkhjf
Del siden
Annonce

3D-printere, brunsvigere i verdensklasse og mødet med Josef

Micro Technic A/S har opfordret sine medarbejdere til at fortælle en god historie fra hverdagen. Det er en stor fornøjelse at modtage deres beretninger, som vi har fået lov til at dele her:

Mit navn er Alexander Juul Møller. Jeg arbejder til daglig i udviklingsafdelingen hos Micro Technic A/S i den lille by Aarup på Fyn, som udover at være hjemsted for min arbejdsplads, også huser en bager der leverer brunsviger i verdensklasse. Ligegyldig info tænker du? Tja, lad os tage den diskussion, når du har smagt hans brunsviger.

Min tid hos Micro Technic startede i januar 2019, hvor jeg var så heldig at få tildelt en praktikplads. Jeg er uddannet Diplomingeniør i Integreret Design, så på den måde var det et meget atypisk praktiksted for min uddannelsesretning. En stor del af min praktikperiode gik med udviklingen af kabinettet til et af Micro Technic’s egne produkter. En IoT-enhed (datalogger) som går under navnet Skylark. ”Kabinettet siger han!? Er det ikke bare en kasse til elektronik!?”...  Jo, det er en kasse til elektronik, men der ligger meget mere i det end det. Udover det egentlige design, skal der også tænkes materialer, miljø, brugssituationer, godkendelser, DFM (Design For Manufacturering) m.m.

Jeg har siden mit første år på SDU været meget fascineret af produktionsområdet ”Additive Manufacturing”, og jeg har været flittig bruger af de 3D printere, SDU har haft til rådighed. Det drejede sig om FDM/FFF printere (Fused Deposition Modeling/Fused Filament Fabrication) af typen Ultimaker 2+. Egentlig nogle fine printere, men personligt synes jeg, at prisen ligger for højt ift. hvad man får. Dog var det denne type printer, der gav mig min grundviden og interesse omkring FDM printere, så på den måde skylder jeg dem måske et lille tak.

Ud over udviklingen af kabinetter, var der også mange interne småopgaver hos Micro Technic, som jeg blev sat overfor. Dette var bl.a. udvikling af små fiksturer, bakker til komponenter, hjælperedskaber til produktionen eller testafdelingen og reservedele til diverse. Jeg så her muligheden for brugen af 3D print, da produktionsmetoden er, som det ser ud i dag, specielt godt egnet til små serier og hurtige prototyper. Idéen blev præsenteret for mine overordnede, som til mit held, også kunne se mulighederne. Jeg blev sat på opgaven omkring, at undersøge markedet indenfor FDM printere, for her at vælge ud fra både et økonomisk synspunkt, men selvfølgelig også ud fra det behov Micro Technic havde som virksomhed. Min tanke havde hele tiden været, at vi ikke havde et behov for en high-end printer. Én for en blev printere fravalgt hovedsageligt pga. prisen og kompatible materialer.

Under et besøg hos en af Micro Technic’s kunder, præsenterede de os for et lokale udelukkende til 3D printere. De havde tre typer printere stående af mærket Prusa, som jeg havde hørt om, men ikke set dem køre, eller set nogle print fra dem. Det blev afgørende for min efterfølgende research og beslutningen om at købe deres, på daværende tidspunkt, nyeste printer samt opgraderingskit for at printe med flere forskellige filamenter i samme print. For mig var det som en tidlig juleaften, da pakken med printeren ankom. Det tog et par dage at få den samlet, da den var købt som et kit, men på den måde fik jeg også en masse viden om printere, som senere viste sig brugbart, når f.eks. dele blev slidte og skulle udskiftes.

Siden vi fik printeren er den blevet brugt flittigt, både til funktionstest, reservedele, hjælperedskaber, mock-ups/ prototyper m.m. FDM printere har begrænsninger, men med mulighederne for mange forskellige materialer, vandopløselig supportmateriale, brug af 5 materialer pr. print, nem og brugervenlig opsætning, så var det klart det rigtige valg for os. 

Bonusinfo:

Virksomheden PrusaResearch blev startet af Josef Prusa tilbage i 2012. Han ejer og driver stadig virksomheden i Prag og som i dag har solgt flest 3D printere på verdensplan. Jeg var så heldig at møde Josef Prusa til Formnext messen i Frankfurt tilbage i november 2019. Jeg fik cirka 30 sek. med spørgsmål, da han var en meget populær mand.  Til jer der synes at Additive Manufacturing er det fedeste, så kan Formnext klart anbefales! Her kan man virkelig se, hvor langt man er nået inden for dette område.

Micro Technic A-S
Smedevænget 5
5560 Aarup
Assens Kommune
Danmark
CVR nummer: DK59647628
P nummer: 1002101383

Send til en kollega

0.047