23948sdkhjf

Virksomheder er nyt vækstmarked for solenergi

Konferencen ’The Solar Future: Denmark’, sætter 21. marts fokus på potentialet for solenergi i Danmark. Eksperter forventer, at større virksomheder bliver nyt vækstmarked.
Efter solenergiens eksplosive vækst i Danmark i 2012 i forbindelse med støtteordningen til private boligejere, peger eksperterne nu på de større virksomheder som et nyt vækstmarked for solceller.

- Regeringens nye regler er mere interessante for virksomheder end for private boligejere, forklarer Esben Christensen, Head of New Markets hos European Energy, der udvikler, finansierer og bygger solcelle- og vindmølleparker.

- Markedet kommer til at vokse meget i de næste par år, spår han.

Virksomheder kan bedre bruge strømmen
De nye regler, der blev indført i efteråret 2012 betyder, at det bedst kan betale sig at bruge strømmen, når den produceres. Al overskydende strøm skal nemlig købes tilbage for 2,20 kroner per kWh.

- Virksomheder med store kontorbygninger kan med det samme bruge al strøm, der bliver produceret på eget tag, mens private boligejere arbejder typisk fem dage om ugen og er mest hjemme i weekenden, siger Esben Christensen, der på den internationale konference i København vil holde et oplæg om potentialet på det danske marked for fotovoltaiske anlæg (PV). Han peger dog på, at udviklingen kommer til at afhænge af, hvordan de nye regler skal fortolkes.

- Vi afventer ministeriernes vejledninger, der bliver udarbejdet lige nu, siger Esben Christensen.

Et godt eksempel på sådan et stort tagbaseret solcelleanlæg er Topdanmarks hovedsæde i Ballerup. Det er Nordens største med 3.042 solcellepaneler (på 5.000 m2) og en årlig kapacitet på 745 kWp. Det svarer til knap 200 husstandes årlige elforbrug.

Dansk solcelle-engagement
Det brede engagement i Danmark for vedvarende energi bliver på konferencen illustreret ved et eksempel fra Skive, der har landets største kommunale solcelleanlæg.

- I alt har vi ca. 80 større anlæg på næsten alle kommunale bygninger, som fx rådhuset, plejehjem, skoler og institutioner. Når projektet er færdigt til sommer, har vi installeret ca. 1,45 MWp solceller, siger Michael Petersen, kommunens teamleder for energibesparelser. Den lokale ildsjæl Michael Petersen er også en af talerne på konferencen i marts.

Selvom Danmark har den højeste elpris i Europa på grund af høje afgifter og skatter, understreger energikonsulent Anders Houmøller fra Houmoller Consulting i Fredericia, at det oprindeligt ikke er den høje elpris, der i Danmark har sat skub i den store interesse for solenergi.

- Interessen i grøn strøm kan føres helt tilbage til den offentlige debat i 70erne og 80erne da Danmark valgte atomkraft fra. I stedet blev der bygget mange kulfyrede kraftværker, som har et relativt højt CO2-udslip. I Danmark opstod allerede dengang en stor interesse for vedvarende energi, siger Anders Houmøller, der på konferencen holder et oplæg om udviklingen af elpriser i Danmark.

International konference
Den international konference 'The Solar Future: Denmark' finder sted den 21. marts i København. Konferencen sætter fokus på nye betingelser og nye muligheder.
Sted: Radisson Blu Scandinavia Hotel, Amager Boulevard 70, 2300 København.


Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08