Solid ordrebog hos Welcon
Den midtjyske producent af vindmølletårne ser optimistisk på 2013, som ellers ser ud til at blive et skidt år for vindmølleindustrien.
- Vi har været igennem nogle svære år, men 2013 ser ganske godt ud. Vi har booket produktionen op frem til sommer, og 75 procent er booket resten af året, siger direktør Jens Risvig Pedersen til Børsen.
Den midtjyske tårnproducent genopstod efter Skykons konkurs i 2010, da Jens Risvig Pedersen overtog fabrikken i Give sammen med sin bror Carsten.
Og der er ingen planer om at flytte produktionen væk fra det midtjyske. For at konkurrere med lavtlønslande har Welcon i stedet investeret mere end 25 mio. kr. i automatisering af produktionen i Give.