23948sdkhjf

DMP Mølleservice overtager tysk konkurrent

DMP Mølleservice, der er serviceudbyder inden for vindmøller og vindmølleparker, overtager tyske Windservice NF.
Det sker med henblik på at fortsætte og styrke koncernens positive udvikling, lyder det fra DMP Mølleservice.

Windservice NF’s nuværende ejere og ledelse, Udo Neumann og Lutz Helm, fortsætter i virksomheden som henholdsvis administrerende direktør og servicechef og skal med deres omfattende erfaring, netværk samt faglige viden og kompetencer bidrage til selskabets fortsatte vækst. Begge forsætter tillige som minoritetsaktionærer.

Efter etableringen i 2003 opnåede Windservice NF hurtigt succes og blev en rentabel virksomhed med en omsætning, der for 2012 forventes at udgøre EUR 6 mio. Fra sit hovedkontor i Rantrum i nærheden af Husum i Sydslesvig servicerer Windservice NF flere end 200 vindmøller i såvel kW- som MW-klassen. Selskabets 24 medarbejdere dækker primært Tyskland med særligt fokus på Nordfrisland.

- Vi er stolte over at have opbygget et succesrigt selskab i løbet af de seneste ti år, og det er vores mål at fortsætte den positive udvikling i Windservice NF. Tiden er nu kommet til at styrke grundlaget for vores planlagte vækst, og sammen med vores nye ejere får vi adgang til kompetencer inden for strategisk ledelse, teknisk know-how og kapital, siger adm. direktør for Windservice NF, Udo Neumann.

- Windservice NF er en veldrevet virksomhed med et spændende udviklingspotentiale på det attraktive tyske marked, og vi forventer med dette strategiske træk at styrke begge selskabers konkurrenceevne. Vi kender Windservice NF som en stærk partner, der ligesom DMP fokuserer på ordentlighed, tilgængelighed samt service i øjenhøjde – og samarbejdet og de fælles ejerforhold giver os mulighed for at gennemføre DMP's strategi om at ekspandere til attraktive markeder uden for Norden, siger adm. direktør Carlos Christensen, DMP Mølleservice.

Efter overtagelsen vil DMP og WNF have en samlet omsætning i 2012 på ca. 225 mio. kroner og omkring 150 medarbejdere. Parterne ønsker ikke at oplyse købesummen.

Om DMP Mølleservice
DMP blev etableret i 1987 og har aktiviteter inden for tre forretningsområder: Service og vedligehold, renovering af gearkasser og salg af reservedele. DMP er certificeret til at servicere og reparere vindmøller fra Vestas, Nordtank, Wind World, Micon og NEG Micon. DMP er desuden leverandør af renoverede gear til kW- og MW-møller samt af reservedele til vindmølleparker samt til andre servicevirksomheder i hele Europa. DMP har hovedkontor i de gamle Nordtank- og NEG Micon-fabrikker på Djurslan.


Om Windservice NF
Windservice NF blev etableret i 2003 og udfører service på vindmøller og vindmølleparker i Tyskland med særligt fokus på Nordfrisland. Som uafhængig serviceudbyder udfører Windservice NF service på flere end 200 vindmøller i både kW- og MW-klassen. Windservice NF har hovedkontor i Rantrum nær Husum i Sydslesvig. Selskabet har 24 medarbejdere.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078