23948sdkhjf

Solceller: Ro på, siger Lidegaard

Martin Lidegaard måtte ved åbningstalen på Building Green-messen i Forum stå på mål for kritiske spørgsmål om regulering af den nuværende solcelleordning.
Der er de seneste mange uger blevet spekuleret kraftigt i, hvordan solcelleordningens fremtid ser ud. Solcellebranchen vælter i henvendelser fra danskere, der vil investere i solceller, men virksomhederne tør ikke ansætte nye folk på grund af en uvis fremtid. Under åbningstalen ved Building Green-messen konfronterede flere deltagere klima-energi- og bygningsministeren med de rygter, der går, om ordningens fremtid.

Klima-, energi og bygningsministeren kom allerede i åbningstalen ind på den udvikling, der det seneste år har været på solcellemarkedet i Danmark.

- Der er virkelig gang i den derude – og det er vi glade for, men det, vi troede, ville ske i 2020, det sker allerede i år. Det er attraktivt at investere i solceller for private, men boligforeninger og erhvervslivet med flere har ikke det samme incitament. Vi vil gerne gøre det lidt mere attraktivt for ALLE borgere i Danmark, lød det fra Martin Lidegaard, der samtidigt pointerede, at der jo lige er otte partier, der skal være enige.

Fuldt stop er ikke på tale
Der har jo gået et rygte om, at ordningen vil blive ændret her og nu. Et rygte som folk ikke skulle tro på. Men kan du ikke godt se, at du selv er skyld i, at rygtet er opstået, og at det gør et stabilt marked utroligt ustabilt? Lød et af spørgsmålene fra salen.

- Det er opspind! Jeg aner ikke, hvor det kommer fra. Den 22. marts i år sagde partierne bag energiforliget, at vi vil kigge på den her ordning. Og det er det arbejde, der nu er gået i gang. Vi kigger på nettomålerordningen og andre dele af ordningen. Og jeg kan klart sige, at der bliver IKKE tale om et fuldt stop, lød svaret fra ministeren.

- Jeg er OGSÅ frustreret over den mediedækning, der kører nu. Jeg dementerer, at der bliver tale om et fuldt stop – det har jeg gjort hele tiden. Men jeg skal jo lige forhandle med otte partier, derfor kan jeg ikke komme med nogen klar melding, tilføjede Martin Lidegaard.

Kan du fornemme, at det her rygtespinderi ødelægger markedet? Lød det videre fra salen.

- Ja, men hvad fanden skal jeg gøre ved det, sagde ministeren og slog ud med armene.

- Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre ved det, andet end at sige ro på – ro på!

Til spørgsmålet om, hvorvidt det ikke bare er statskassetænkeri, når politikerne vil lukke kassen i, fordi solcelleordningen er blevet en for stor succes, svarede ministeren:

- Vi har en velfærdsstat, der skal betales, hvis ikke vi får pengene ind ved grønne afgifter, så skal de jo ind andre steder. Jeg personligt vil hellere ligge skatten på ressourcer end på løn.

- Sådan er politikere jo så ondskabsfulde – men det er på vegne af os alle sammen, lød det smilende Martin Lidegaard.
Kommenter artiklen (3)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078