23948sdkhjf

Ældre boligejere mest ivrige efter solceller

En undersøgelse blandt 1.200 boligejere indikerer, at interessen for solceller på taget primært er udbredt blandt de 50-69-årige.
I 2012 er antallet af private solcelleanlæg steget fra 3.600 til over 20.600, og interessen er størst blandt de mest etablerede boligejere.

En ny undersøgelse, som Bolius Boligejernes Videncenter har foretaget blandt lidt over 1.200 boligejere, viser således, at det især er boligejere i aldersgruppen 50 til 69 år, der har planer om at installere solceller inden for det kommende år.

- Det er glædeligt at se, at solceller og energirenovering i det hele taget er kommet på dagsordenen hos boligejerne. Og særligt godt at se, at de modne boligejere også tager et ansvar for miljøet og installerer solceller, siger Ulrik Heilmann, direktør i Bolius.

Chefkonsulent Richard Schalburg fra Dansk Energi bekræfter, at der er stor interesse for solceller blandt de ældre boligejere.

- Det er også den aldersgruppe, vi møder på messer. Og så nogle enkelte unge, der er miljøbevidste, siger han og nævner, at en undersøgelse fra Dansk Energi viser det samme aldersmønster for køberne af varmepumper.

Af de boligejere, der overvejer at anskaffe solceller, planlægger hver anden ifølge Bolius’ undersøgelse at betale for anlægget med egne midler og altså uden banklån eller realkreditlån. Jo ældre boligejerne er, jo mere indstillet er de på at finansiere anlægget med egen opsparing.
Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094