23948sdkhjf

Webportal formidler solceller for 70 mio. kr.

Salget af solcelleanlæg er gået stærkt i 2012. Hos Energihjem.dk har man alene i årets første ni måneder formidlet opgaver med solceller for mere end 70 millioner kroner.
Internetportalen Energihjem.dk har i snart fem år formidlet energirenoveringsopgaver som for eksempel udskiftning af vinduer, isoleringsopgaver, installering af jordvarmeanlæg og solceller. Og netop antallet af formidlede solcelleopgaver er vokset markant i årets første ni måneder.

Alene på solcelledelen har portalen oplevet en vækst i opgaver på omkring 700 procent sammenlignet med de første ni måneder i 2011. Og en ny opgørelse fra Energihjem.dk viser, at firmaet indtil videre i 2012 har formidlet solcelleopgaver til danske boligejere for 72 millioner kroner.

- Der er tale om et ret stort beløb, og det er kommet noget bag på os. Man må virkelig sige, at solcellebranchen har slået hul på bylden i 2012, og vores leverandører har virkelig travlt derude for tiden. Vi har sågar oplevet, at nogle leverandører siger ”nej” til opgaver pga. travlhed, og derudover forventede vi, at salget ville dykke her i efteråret, hvilket det ikke er. Det er altså tilsyneladende ikke vejret, der bestemmer, hvornår danskerne køber solceller, siger kommunikationschef hos Energihjem.dk, Michael Müller.

Tilskud årsag til boom
Mens vejret tilsyneladende ikke har den store indflydelse på danskernes lyst til at investere i solceller, så har de aktuelle tilskud til solceller en stor virkning på salget af solcelleanlæg. Og det gælder både tilskuddet fra energiselskaberne, der giver tilskud til energiforbedringer som for eksempel solceller, samt håndværkerfradraget, der giver hver husstand op til 30.000 kroner i skattefradrag på håndværkernes arbejdsløn. Derudover er det muligt at trække 25 procent fra i skat af sin solcelleinvestering.

Om fremtiden ser lige så lovende ud med hensyn til installering af solceller er imidlertid tvivlsom. Solcellebranchen befinder sig lige nu i et limbo, hvor virksomhederne ikke kender de fremtidige vilkår. Klima-, energi- og bygningsministeren har bebudet ændringer af støtteordningen til solceller, men er ikke kommet nærmere ind på, hvad det kommer til at betyde.
Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093