Welcon udvider med 30.000 kvadratmeter
Welcon, der leverer tårne og flydende fundamenter til vindmølleindustrien, øger nu kapaciteten og udvider med 30.000 kvadratmeter bygninger og 11 hektar belægning.
Det resulterer i, at Welcon i alt får 15 samle- og svejselinjer og kapacitet til at producere 200.000 tons stål til tårne og 40.000 tons stål til Stiesdal flydende fundamenter om året.
Når hele Welcons byggeprojekt står færdigt, vil drømmen om 180.000 kvadratmeter produktions- og lagerfaciliteter være virkelighed.
Baggrunden for udvidelsen er regeringens ønske om at femdoble den danske vindenergi i 2030. Dermed vil den danske havvindskapacitet udvides til at kunne producere yderligere fire gigawatt strøm i 2030.
16 meter høje porte
- Når vi øger kapacitet og produktionseffektivitet i denne skala, er det reelt en omstilling til fremtiden, herunder øget efterspørgsel på vindenergi skabt i kølvandet af den nødvendige grønne omstilling og situationen i Ukraine. For os er en udvidelse derfor et vigtigt tiltag, for at Welcon kan fortsætte i vindenergiens superliga, siger administrerende direktør for Welcon, Jens Risvig Pedersen.
Welcons haller bliver designet til lean produktion med moderne og avanceret robotteknologi. Proportionerne er store – for eksempel er flere porte 14-16 meter høje, og alene stålkonstruktionen fra Give Steel A/S vejer 5180 tons.