23948sdkhjf

Elbiler giver to millioner ekstra i kommunekassen

Fredericia Kommune sparer to millioner kroner årligt ved at skifte benzinbiler ud med elbiler.
Det kan godt betale sig for de danske kommuner, at skifte de gamle benzinslugere ud med energirigtige elbiler. Efter et toårigt transportoptimeringsprojekt i Fredericia Kommune, kan kommunen nu konstatere en besparelse på hele to millioner kroner på transportudgifterne. Det skriver magasinet Danske Kommuner.

Kommunen, der har opnået den årlige besparelse på de to millioner kroner blandt andet ved at investere i fire elbiler, finder det naturligt, at kommunerne går forrest, når det handler om at skifte til grønt.

– Med en indfasning af 10 procent elbiler kan vi reducere udledningen af kommunalt CO2-udslip med op til 20 procent. Når der derudover er penge at spare ved at transportoptimere med elbiler, er det naturligt, at kommunerne går forrest med at bruge elbiler, konkluderer natur- og miljøchef i Fredericia Kommune, Peter Krongaard-Kruse, overfor magasinet Danske Kommuner.

134 biler kunne udskiftes
I løbet af projektperioden nåede Fredericia Kommune frem til, at den havde en vognpark bestående af 169 biler, hvoraf 134 i princippet kunne udskiftes til den type elbiler, der er på markedet i dag, skriver Danske Kommuner.

– Vores kortlægning viste, at en fjerdedel af vognparken kører mindre end 10.000 km om året og en anden fjerdedel mellem 10.000 og 15.000 km. I en arealmæssigt lille kommune som Fredericia er det derfor ganske oplagt at bruge elbiler, siger Peter Krongaard-Kruse til Danske Kommuner.

Fredericia Kommune har som et resultat af optimeringsprojektet etableret en central flådestyring af vognparken.

87 procent vil have elbil
Ifølge Danske Kommuner har foreningen Trekantsområdet Danmark, der er dannet af de seks kommuner Billund, Fredericia, Kolding, Middelfart, Vejen og Vejle, sideløbende med Fredericias transportoptimeringsprojekt det seneste år haft et elbilprojekt kørende for at vurdere, hvordan elbiler fungerer under dagligt kommunalt brug.

Selvom projektet er toårigt, viser en rapport allerede efter det første år, at de kommunale medarbejdere overordnet set er glade for at køre i elbiler.

En spørgeskemaundersøgelse, som 78 medarbejdere fra de seks kommuner har deltaget i, viser, at 86 procent af brugerne i høj eller meget høj grad er tilfredse med elbilerne. Og hele 87 procent mener, at kommunen bør anskaffe sig elbiler i den daglige drift. Det skriver magasinet Danske Kommuner.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095