23948sdkhjf

Varmepumpeindustrien: En molbohistorie at forbyde varmepumper

I sidste uge stillede direktør for Ewii Lars Bonderup Bjørn et noget kontroversielt forslag. 

- Forbyd varmepumper i områder, hvor fjernvarme er en mulighed. 

Sådan lød det kort og godt. 

Men det forslag tog Tekniq Arbejdsgiverne ikke vel imod. Nu følger Varmepumpeindustrien ikke overraskende trop

Her kalder man forslaget for en sand molbohistorie. 

- Elektrificeringen af Danmark er et af de helt centrale elementer i den grønne omstilling. Det lyder derfor også mest som en gammeldags Molbohistorie, når direktør Lars Bonderup Bjørn, Energiselskabet Ewii, foreslår, at de klimavenlige varmepumper skal forbydes i områder, hvor fjernvarme er en mulighed, siger Lars Abel, sekretariatschef i Varmepumpeindustrien.

Elnettet får skylden

Forslaget fra Lars Bonderup Bjørn bunder i, at det danske elnet er nedslidt og presset af den grønne omstilling. Men den køber Lars Abel ikke. 

- I Varmepumpeindustrien lever vores medlemmer naturligvis af at sælge og installere varmepumper. Men at bruge den alt for langsomme udvikling af elnettet som undskyldning for at tvinge borgere over på fjernvarme og direkte forbyde varmepumper, forstår vi slet ikke. Det giver slet ikke mening. Hvorfor lige varmepumper? Hvorfor så ikke foreslå at bremse udrulningen af elbilerne på vore veje i de områder, hvor der er kollektiv trafik? Eller borgernes mulighed for at børste tænder med en el-tandbørste?, lyder det fra Lars Abel. 

Netvirksomhederne har ansvaret for eldistributionsnettet og er i reguleringen forpligtet til at sikre tilstrækkelig kapacitet i nettet. 

- Det må vi forvente, at de lever op til, især eftersom der fra politisk side er indgået aftaler, der skal håndtere netvirksomhedernes meromkostninger til at håndtere et stigende elforbrug, siger Lars Abel. 

- Vi er ikke i tvivl om, at det haster med udbygningen af elnettet. Opgaven lige nu er at udbygge den vedvarende energi og sørge for, at vi bruger billig grøn strøm effektivt alle steder, hvor den kan fortrænge de fossile brændsler i opvarmning, transport og industri. Så må Klima-, Energi- og Forsyningsministeren og Folketinget følge op, når det går for langsomt, hvilket det helt sikkert gør, i takt med samfundets elektrificering - en elektrificering, vi alle ønsker som en del af den grønne omstilling, siger Lars Abel. 

Kommenter artiklen (4)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125