23948sdkhjf

Løgumkloster får verdens største solfangeranlæg

Hvis alt går efter planen vil Løgumkloster Fjernvarme med et solfangeranlæg på 50.000 m2 snart kunne bryste sig af at have verdens største anlæg.
- Vores fokus er ikke så meget på, at det er det største i verden, men mere på, at det er det mest fordelagtige for vores kunder, siger driftsleder i Løgumkloster Fjernvarme, Peter G. Andersen. Han kunne onsdag aften fremlægge planerne om det 50.000m2 store solfangeranlæg for de firs mennesker, der var mødt op til et borgermøde om netop det kommende anlæg.

- Folk her i byen har efterspurgt det her i en årrække, og vi fik da også mange positive tilkendegivelser på borgermødet i går, fortæller driftslederen.

Udover selve solfangeranlægget omhandler planerne også et 200.000m3 stort sæsonlager.

- Solfangeranlægget vil kunne dække 50 procent af vores produktion og kommer til at give store besparelser. Vi bruger i øjeblikket 25 millioner kroner på gas om året – med et kommende anlæg vil vi årligt kunne spare 15 millioner kroner på brændsel, forklarer Peter G. Andersen.

Med så store besparelser på brændsel forudser driftslederen en simpel tilbagebetalingstid på kun 10 år for det 155 millioner kroner dyre anlæg. Han understreger dog, at det regnestykke er forsimplet. Bygningerne vil blive afskrevet over længere tid.

Billig strøm fra dag ét
- Vi regner med at kunne nedsætte prisen fra dag ét og forventer at sænke varmeprisen med cirka 17 procent, fortæller driftsleder.

Løgumkloster Fjernvarme har arbejdet på projektet det seneste år, og forventer tidligst at kunne begynde at bygge til næste forår.

- Først skal projektet godkendes på generalforsamlingen og derefter af kommune, så vi forventer at der kommer til at gå lidt over et år, inden det står færdigt. Men vi håber på, at vi måske allerede til foråret kan begynde at lave driftsbygningen, fortæller Peter G. Andersen.

Der afholdes ekstraordinær generalforsamling den 30. maj, hvor projektet skal vedtages. Samtidig skal en udvidelse af forsyningsnettet vedtages.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078