Randers Kommune går nu i gang med at få opført Danmarks største kommunalt ejede solcelleanlæg. Det bliver kommunens niende anlæg i en række af 19 nye solcelleanlæg, der er på vej.
Det nye solcelleanlæg skal opføres på Søndermarkedsskolen og kan årligt producere 250.000 kwh.
- Randers Kommune tager dermed den gule førertrøje på. Som kommune skal vi gå foran og vise vejen i forhold til klimaudfordringerne. Det mener jeg, at vi nærmest er forpligtet til. Når det så oven i købet viser sig at være en god forretning, der også kan give penge i kommunekassen, så er det en win-win-situation,” siger formanden for Miljø- og Teknikudvalget i Randers Kommune, Kasper Fuhr Christensen.
Investeringen i de mange solcelleanlæg finansieres ved hjælp af 30-årige lån, og da et anlæg tjener sig hjem over 11 år betyder det penge i kommunekassen - i anlæggets sidste mange leveår.
- Når de nye solcelleanlæg står færdig sidst på året, bliver der i alt produceret strøm fra solen til et forbrug på en megawatt. Det svarer til 222 parcelhuses gennemsnitlige årlig strømforbrug. Det er dermed også noget, som batter i det samlede energiregnskab, fastslår Kasper Fuhr Christensen.
Udvalgsformanden lægger i øvrigt vægt på det smarte i, at skolerne under ferieperioder kan sætte den producerede energi i banken. Og når skolerne åbner efter ferien, så kan energien til computere og lignende trækkes fra strøm-banken.