23948sdkhjf

Universitet vil give fleksible forbrugere billigere el

Aalborg Universitet og Neogrid Technologies vil nu sammen bane vejen for, at 50 % af det danske elforbrug kan komme fra vindmøller.
Regeringen har som målsætning, at mindst 50 % af det danske elforbrug i 2020 bliver dækket af strøm fra vindmøller – og det er en udfordring for netselskaberne, da elforbruget samtidig forventes at stige markant som følge af flere elbiler og varmepumper, der hver især bruger strøm svarende til forbruget i et gennemsnitligt dansk parcelhus i dag.

Nu går Aalborg Universitet og Neogrid Technologies sammen med en række partnere i gang med et projekt, der skal hjælpe med til at nå de 50 % – og det vel at mærke med begrænsede økonomiske omkostninger for den enkelte forbruger.

Bedre produktionsplanlægning
TotalFlex hedder projektet, som skal få danskerne til at blive mere fleksible med deres elforbrug og give elselskaberne bedre mulighed for at planlægge deres produktion og forbrug, mens netselskaberne får mulighed at planlægge og styre distributionen af el til forbrugerne.

- Det handler om at bruge strømmen, når den er der. Typisk bruges der lidt strøm om natten, og hvis det eksempelvis blæser meget en nat, får vi ikke nytte af den grønne energi fra vindmøllerne, med mindre forbrugerne lægger deres forbrug om. Selvfølgelig kan alt forbrug ikke lægges om, for vi tænder for lyset, når vi skal se noget og for komfuret, når vi skal lave mad. Men opvaskemaskinen eller tørretumbleren kan måske lige så godt køre om natten, og elbilen kan fint lige så vel blive opladet om natten som om aftenen – bare den er klar til næste morgen, siger professor Torben Bach Pedersen fra Aalborg Universitets Institut for Datalogi, og fortsætter:

- Med den rette teknologi i hjemmet bliver det automatisk registreret, hvornår forbrugeren agter at bruge store strømmængder. At flytte den enkelte forbrugers elforbrug batter selvfølgelig ikke meget, men med registreringer fra mange forbrugere, bliver det samlet til en betydelig mængde strøm. Meldingerne vil give el-producenterne bedre mulighed for at planlægge produktionen, og så kan den leverandør med den bedste pris levere strømmen, for der kan sagtens være flere leverandører af strøm til den enkelte husstand.

Undgå investeringer i forsyningsnettet
I dag er elprisen den samme for forbrugeren, uanset hvornår forbruget sker, men lederen af TotalFlex-projektet Henrik Lund Stærmose fra firmaet Neogrid Technologies forventer alligevel, at der vil være en økonomisk gevinst for den fleksible el-forbruger.

- Det kan sagtens blive aktuelt med differentierede tariffer på el afhængigt af, hvornår man forbruger den. Og så vil et mere ensartet elforbrug døgnet igennem gøre, at forsyningsselskaberne ikke er tvunget til at udvide forsyningsnettet for at sikre tilstrækkelig kapacitet. Elpriserne vil under alle omstændigheder stige i de kommende år, men ved at undgå investeringer i udvidelser af forsyningsnettet, vil stigningerne blive markant mindre end ellers siger Henrik Lund Stærmose, og tilføjer:

- På en konference hørte jeg, at man forventer, at elpriserne måske kun vil stige 50 % i løbet af de næste 20 år, hvis der investeres i et intelligent el-net, et smart grid, men gøres der ikke noget, vil stigningen nok nærmere blive 400 %, hvis forsyningsnettet skal udvides. Så der er virkelig penge at spare for forbrugeren.

Teknologien findes allerede
De to er enige om, at det inden for 5-10 år er særdeles realistisk, at forbrugerne har et reelt valg mellem at være fleksible og dermed spare penge og hjælpe med at sikre mere grøn strøm, eller at bruge strøm nu og her – men så betale mere for det.

- Meget af den nødvendige teknik findes allerede, og de apparater, som vi har i husstandene, bliver mere og mere intelligente og dermed mulige at programmere til at bruge strøm på et givet tidspunkt, siger Torben Bach Pedersen.

TotalFlex-projektet støttes af Energinet.dk med 26,4 mio. kr. og løber over de næste 3½ år.
Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094