23948sdkhjf

Skanderborg Forsyning skal have ny direktør

Skanderborg Forsyning skal finde ny direktør senest til august, hvor den nuværende direktør, Bjarne Langdahl Riis, skifter direktørstolen på Døjsøvej i Skanderborg ud med en tilsvarende stilling hos Syddjurs Spildevand i Rønde. 

Bjarne Langdahl Riis startede i Skanderborg Forsyning som projekt- og udviklingschef i begyndelsen af 2019 og efterfulgte i 2020 Jens Bastrup som direktør, først som konstitueret og siden som direktør fra 1. juli.

Bestyrelsesformand Martin Frausing Poulsen er ærgerlig over at have modtaget Bjarne Langdahl Riis’ opsigelse, men er samtidig glad for det spor, Skanderborg Forsyning er sat på under hans ledelse. 

- Jeg vil gerne takke Bjarne for godt samarbejde i bestyrelsen og en stærk indsats for Skanderborg Forsyning gennem en omskiftelig, men også utroligt produktiv tid, hvor forsyningen har udført mange projekter og holdt en sikker kurs på både kerneopgaver og udviklingsinitiativer. Bjarne har især været aktiv i udviklingen af et øget samarbejde mellem forsyningen og Skanderborg Kommune, som vil komme begge parter til stor gavn fremover. Jeg ønsker Bjarne held og lykke på den videre færd, siger Martin Frausing Poulsen. 

Ny ledelse

Bestyrelsen skal nu sætte en proces i gang for at sikre ledelsen af Skanderborg Forsyning for fremtiden.

Det bliver med samme fokus og samme kurs, som bestyrelsen, forsyningens ledelse og byråd og administration i Skanderborg Kommune i fællesskab lagde i 2020.

Syddjurs Spildevand

Hos Syddjurs Spildevand erstatter Bjarne Langdahl Riis direktør Søren Lynge Petersen, der har valgt at gå på pension. 

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109