23948sdkhjf

Fejl i sagsbehandling har ført til forkerte dispensationer til vandværker

Fejl i implementering af EU's drikkevandsdirektiv har ført til, at der siden 2013 er givet forkerte dispensationer til vandværker for overskridelser af kravværdier for pesticider.

Miljøministeren kræver nu en redegørelse fra Miljøstyrelsen og vil bede Kammeradvokaten om at kulegrave drikkevandsområdet, skriver Miljø- og Fødevareministeriet i en pressemeddelelse.

En lang række midlertidige dispensationer til danske vandværker for overskridelse af kravværdier for bl.a. pesticider og visse af deres nedbrydningsprodukter er givet uden, det var muligt efter EU’s regler på området.

12 gældende dispensationer

Miljøstyrelsen har i en årrække ikke reageret på gentagne udmeldinger fra EU-kommissionen om, at medlemslandene efter 2012 ikke længere kunne gøre brug af en generel adgang til at give vandværkerne dispensationer, og det har betydet, at kommunerne siden da har givet dispensationer på et forkert dansk regelgrundlag.

Lige nu er der 12 gældende dispensationer, som ikke overholder EU-reglerne.

Det har en foreløbig gennemgang af den danske implementering af EU’s drikkevandsdirektiv og administrationen af reglerne påvist. 

Der er foretaget en vurdering af Styrelsen for Patientsikkerhed af hvert enkelt stof, så der har ikke været en sundhedsrisiko ved at sende vandet til forbrugerne. Der kan ikke gives en dispensation, hvis der er en risiko for menneskers sundhed, så det er sundhedsmyndighedernes vurdering, at der ikke er nogen danskere, der skal frygte for at have drukket vand fra hanen.

- Vi skal trygt kunne drikke det vand, som kommer fra vores vandhaner, og der skal være tillid til, at krav til beskyttelsen af drikkevandet bliver overholdt. Derfor er det dybt kritisabelt, at Miljøstyrelsen i årevis har overhørt indvendinger fra EU-Kommissionen. Mit udgangspunkt er, at ulovlige dispensationer bør stoppes. De dispensationer, der stadig er gældende, skal nu gennemgås af kommunerne, så der bliver set på de retlige muligheder. Og så skal der selvfølgelig ryddes op de danske regler med det samme, siger miljøminister Lea Wermelin.

Ministeren kræver redegørelse og ekstern revision af området

EU-Kommissionen har på flere møder, hvor Miljøstyrelsen har deltaget, forklaret, hvordan reglerne i drikkevandsdirektivet skal forstås. Den viden er ikke blevet bragt videre, og de danske regler er ikke blevet bragt i overensstemmelse med EU-reglerne.

- Det er ubegribeligt for mig, hvordan den her praksis har kunnet fortsætte i så mange år, uden at Miljøstyrelsen har gjort departementet og skiftende ministre opmærksom på det. Særligt når Miljøstyrelsen har kendt til reglerne, og når det kommer lige efter en stor rigsrevisionssag i slutningen af sidste år i forhold til dispensationer til brug af pesticider i landbruget. Derfor har jeg bedt om, at Kammeradvokaten kulegraver hele drikkevandsområdet, så vi får sagen gennemgået af øjne udefra. Derudover skal Miljøstyrelsen selvfølgelig forklare sig, siger miljøminister Lea Wermelin.

Miljøstyrelsen skal nu redegøre for forløbet, samt hvordan der rettes op på den forkerte forvaltningspraksis. Kommunerne bliver orienteret om, at de ikke må give nye dispensationer, der er i strid med EU-reglerne. Miljøstyrelsen tager også kontakt til de kommuner, der i dag har dispensationer, der falder uden for EU-reglerne. 

Miljø- og Fødevareministeriet skal afklare den juridiske ramme for Drikkevandsdirektivets regler for dispensationer, herunder status for gældende dispensationer. Det vil ske hurtigst muligt med inddragelse af EU-Kommissionen. 

Samtidig igangsættes en ekstern revision af, om de danske regler på drikkevandsområdet er korrekt implementeret i forhold til EU lovgivningen, herunder forvaltning af dispensationerne. 

(Forsidefoto: Colourbox)

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078