23948sdkhjf

Kontrakt på gasrørledning underskrevet

Hollandske Visser & Smit Hanab skal anlægge den nye gasrørledning mellem Ellund og Egtved. Underentreprenør på projektet bliver M.J. Eriksson.
Energinet.dk har onsdag den 21. december 2011 indgået kontrakt med hollandske Visser & Smit Hanab, som skal anlægge den nye gasrørledning mellem Ellund lige syd for den dansk-tyske grænse og Egtved.

De indledende aktiviteter med planlægning og godkendelse af procedurer mv. går i gang i begyndelsen af januar 2012. Mens Visser & Smit Hanab forventer at begynde i marken i begyndelsen af marts 2012.

Som underentreprenør har Visser & Smit Hanab indgået en aftale med M.J. Eriksson.

Anlægsarbejdet
Arbejdet omfatter anlæg af en ca. 94 km lang stålrørledning. Ledningen bygges op af 17 meter lange stålrør, der er 76 cm i diameter. Rørene svejses sammen på stedet og lægges ned i en gravet rende.

Ledningen bores under store vejanlæg, jernbanen og større vandløb.

Baggrund
Energinet.dk udbygger gastransmissionsnettet i Syd- og Sønderjylland for at kunne importere gas fra Tyskland, fordi produktionen af naturgas i den danske del af Nordsøen klinger af, og om få år vil Danmark ikke længere være selvforsynende med naturgas.

Udvidelsen af naturgasnettet vil desuden sikre, at forsyningssikkerheden øges, da udbygningen fører til, at der er flere kilder og leverandører, der kan levere gas til Danmark, ligesom konkurrencen på gasmarkedet forstærkes til gavn for forbrugerne.

Efter udbygningen, og når der er foretaget en tilsvarende forstærkning i det nordtyske net, vil kapaciteten være på 700.000 m3 naturgas i timen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111