Ny CED
Efter mere end 47 års tro tjeneste i Solar har Søren Larsen, Chief Executive Director (CED) i Solar Danmark A/S, valgt at fratræde per 31. marts 2012. - Vi vil gerne benytte lejligheden til at takke Søren Larsen for hans mangeårige engagerede og store indsats i Solar, skriver Solar i en fondsbørsmeddelelse. Som afløser for Søren Larsen er Jens Andersen per 1. april 2012 udnævnt til ny CED i Solar Danmark. Han indtræder samtidig i Solar Management Team. Jens Andersen er 42 år og kommer fra en stilling som direktør i Solar Danmark. Jens Andersen har været ansat i Solar siden 1998. De første mange år som økonomi- og logistikdirektør i Solar Danmark, inden han fra 25. marts 2010 og et års tid frem fungerede som konstitueret CED i Solar Deutschland. Herefter vendte han tilbage til en direktørstilling i Solar Danmark. - Gennem årene har Jens Andersen opbygget en stor indsigt i grossisthandel med et indgående kendskab til såvel kunder som leverandører. Jens Andersen vil sammen med den danske organisation arbejde for at udbygge det danske datterselskabs stærke position, skriver koncernen.