23948sdkhjf

Første værk på haveparkaffald kan blive det sidste

Når borgmester i Sorø Kommune Gert Jørgensen i eftermiddag tager første spadestik til energiselskabet AffaldPlus’ nye kraftvarmeværk, er det også første spadestik til landets første kraftvarmeværk, der har havepark-affald som primær energikilde. 

Men det kan meget vel også blive det sidste anlæg i Danmark. 

Gældende – nogen vil nok mene forældede – regler forhindrer nemlig andre selskaber og kommuner i at gøre AffaldPlus og Sorø Kommune kunsten efter. 

I stedet falder mange projekter til jorden, fordi de gældende regler fortsat fremmer projekter baseret på naturgas. Projektbekendtgørelsen anno 2019 er udarbejdet, så de gasfyrede decentrale kraftvarmeværker skal erstatte kraftvarme-motoren med en eldreven varmepumpe og et naturgasfyr. 

- Klimadagsordenen er stærk og vi skal bruge grønne ressourcer til grøn varme. Vi håber derfor Regeringen får held med at ændre de forældende regler i en ny klimaaftale, siger udviklingschef i Dansk Fjernvarme Kim Behnke.

- Vi mener ikke, at de klimabelastende energikilder skal være en mulighed længere, særligt ikke når vi har gode grønne alternativer, der oven i købet kan give fjernvarmekunderne den billigste pris. Så det haster med at ændre de forældede regler, tilføjer han.

Forklaring følger
Forklaringen på hvorfor reglerne spænder ben for flere havepark-anlæg skal ifølge Jens Dall, der skal opføre anlægget i Sorø, findes hos Energistyrelsen.

- For at fremme varmepumper skal bruger-økonomien for et biomasse værk være 1500 kr. billigere pr. husstand. Det er ikke noget problem at dokumentere at varme fra et varmeværk der bruger rest-biomasse er 1500 kr. billigere pr. husstand. Men Energistyrelsen vil have at varmeværkerne bygger eldrevne varmepumper og gaskedler, så de har lavet et  benspænd i den vejledning, man skal følge, når man udregner brugerøkonomien, forklarer Jens Dall. 

Han peger på punkt 3.3 i vejledningen som det springende punkt. Det handler om brændselspriser og af det fremgår det, at der for alle andre brændsler end biomasse skal bruges markedspriser, og at det kun for biomasse gælder, at der skal anvendes brændselspriser, som er besluttet af Energistyrelsen.

- Disse brændselspriser er væsentlig højere end hvad lokalt restbiomasse reelt koster og dermed udregnes en kunstig høj varmepris for biomasse. Og så kan man ikke få lov til at udnytte lokalt restbiomasse, siger Jens Dall. 

Vidtrækkende konsekvenser
At Dall Energy i det hele taget har fået lov til at opføre varmeværket skyldes, at projektet blev godkendt, inden de nye regler trådte i kraft i starten af 2019.

Og alt imens Jens Dall er glad for opgaven, er han også frustreret over reglerne. 

- Vi kan slet ikke få reglerne til at harmonere med klimaministerens ambition om at sikre klimavenlig og prisbillig fjernvarme til danskerne, siger han.

For Dall Energy har reglerne vidtrækkende konsekvenser for virksomhedens eksportambitioner.

- Der er stor interesse for vores teknologi i Frankrig og Tyskland. Og vi har allerede indgået aftale om at opføre et fjernvarmeværk baseret på have-park affald i Frankrig. Men det er et kæmpe problem for os, at vi ikke kan dokumentere løsningen i større omfang på vores eget hjemmemarked, siger Jens Dall Bentzen.

Han tilføjer, at Danmark er det eneste land i Europa, som spænder ben for at udnytte bæredygtig biomasse i lokale fjernvarmeværker.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.236