23948sdkhjf

Syv års tunnelarbejde i Hvidovre er afsluttet

Der mangler kun små afslutninger i kantsten og asfalt på Hvidovrevej før Hofors arbejde med en i alt 3,4 km lang kloaktunnel gennem Hvidovre er afsluttet. I syv år har projektet været i gang, og det skal fejres, så snart det er muligt at invitere hele byen.

Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det, men fra Føtex på Hvidovrevej via Landlystvej ud til Damhusåen og helt ned til Åmarken station ligger der nu 3,4 km lang kloaktunnel som er fra 1,6 m til 2,5 m i diameter indvendigt.

På overfladen er der blot lidt ekstra dæksler i jorden som eneste synlige tegn på de syv år, Hofor har været i gang med at bore en tunnel i undergrunden. En tunnel, der nu mindsker risikoen for oversvømmelser og sørger for at forbedre vandkvaliteten i Damhusåen.

- Den sidste etape af projektet er gået efter planen, og det er blandt andet lykkedes, fordi borgerne og kommunen har været helt utroligt gode til at samarbejde om at finde løsninger, når vi skulle arbejde meget tæt på boliger og omdirigere trafikken, siger projektleder hos Hofor, Marius Andersen Bruce, som har stået for arbejdet sammen med entreprenøren Arkil i en pressemeddelelse.

Fri bane på Hvidovrevej

Med to byggepladser, ensrettet trafik, spærrede veje og snørklede stier til cyklister og fodgængere har Hvidovrevej været centrum for tunnelbyggeriet det sidste års tid. Det har været hårdt for handelslivet og naboer til arbejdet, men der har generelt været stor forståelse for, at arbejdet var nødvendigt for at undgå gader oversvømmet med kloakvand, når der er kraftig regn og skybrud.

- Hvidovrevej er jo vores lange hovedgade, så det er dejligt, at den nu er ‘åben’ igen efter en lang periode med vejafspærringer, mens tunnelarbejdet har stået på. Jeg vil gerne sige tak til borgerne for at have holdt ud – og tak til de lokale erhvervsdrivende som fx Føtex, der har været påvirket af de langvarige afspærringer. Det har været nødvendigt, så vi er bedre rustet, når der falder regn og skybrud og kan undgå de voldsomme skader, vi tidligere har oplevet i det her område, siger borgmester Helle Adelborg og i baggrunden stikker en lokal hovedet ind i blomsterbutikken og siger ‘er det ikke dejligt, at vi har fået vores vej igen’.

I de kommende uger bliver de sidste detaljer ordnet, så veje, lyskryds, fortov og cykelsti ser ud som før arbejdet begyndte.

- Der er nogle steder, hvor der skal mere asfalt på, men det får vi hurtigt på plads i tæt samarbejde med Hvidovre kommunes Vej- og parkafdeling, lover projektchef Michael Knudsen fra entreprenøren Arkil, der har været med på hele tunnelstrækket fra Åmarken Pumpestation til Egneborgvej ved Hvidovrevej.

Syv års arbejde – det skal da fejres

Projektet med at udvide kloakken i Hvidovre har stået på i mere end syv år og har påvirket mange af Hvidovres borgere. Derfor vil Hofor gerne invitere hele Hvidovre til at fejre, at det nu er færdigt, men det er svært, når man kun må være ti personer samlet. Men fejringen kommer.

- Når vi må, så inviterer vi jer alle til at fejre, at der nu ligger en stor kloaktunnel i jorden, som kan sikre bedre vandmiljø i Damhusåen og mindske risikoen for oversvømmede veje. Vi melder ud, så snart det er muligt, siger Marius Andersen Bruce.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094