23948sdkhjf

Klumme: Byg bare vindmøller og prestigeprojekter

Fyld bare Nordsøen op med vindmøller – fjernvarmen skal nok få det til at hænge sammen.
Klumme af Kim Mortensen, direktør Dansk Fjernvarme.

Byg bare alle de mange vindmøller til lands og til vands. Fjernvarmen skal nok sørge for, at tingene hænger sammen og balancerer, som det nu engang er nødvendigt.

Alle de prestigefyldte planer om vindmølleparker vil føre til perioder med overløbsel, altså perioder, hvor der produceres mere el, end der er behov for.

Endda i temmelig store mængder.

Det er der mange løsningsforslag til anvendelsen af, men kun et forslag er baseret på eksisterende teknik og kapacitet. Nemlig at gemme overløbs-ellen fjernvarmen og dermed gemme energien fra den produceres, til der er behov for den.

Det kan vi ikke på andre måder, heller ikke selv om der bliver talt nok så meget om smarte løsninger med masser af elbiler og vaskemaskiner, der skal køre om natten. Skulle dette system komme til at virke, som det måske kan, så bliver det i givet fald først om mange, mange år. Og ikke i 2020 hvor regeringens planer lyder på, at halvdelen af elproduktionen skal komme fra vindmøller.

Fjernvarmens decentrale kraftvarmeværker gemmer på en lagerkapacitet svarende til 458.000 elbilers batterier. Der skal altså ikke investeres milliardbeløb i at kunne finde ud af at bruge de enorme mængder vind-energi.

De skal blot puttes i akkumuleringstankene hos fjernvarmeværkerne med elpatroner eller varmepumper. Vel at mærke endda kun, når der er tale om overløbsel.

For i de perioder, hvor der ikke er det, ja, da gør fjernvarmen bare noget andet. For fjernvarme er i bund og grund distribution af energi ved hjælp af varmt vand. Hvordan vandet bliver varmt er fuldstændig underordnet.

Faktisk kan de mange fjernvarmeværker også producere el, når det er nødvendigt. For det sker rent faktisk, at det er vindstille og vindmøllerne ikke snurrer rundt.

Fjernvarme bliver allerede i dag til på et hav af forskellige måder. På langt, langt de fleste områder endda med danske virksomheder og danske, tekniske løsninger som internationalt førende.

Vi taler om sol, geotermi, affaldsforbrænding, biomasse, biogas, overskudvarme fra industrien med meget, meget mere.

Så der er ingen grund til at udsætte starten på den grønne energiomstilling. Vi har i dag de nødvendige teknologiske løsninger for at udnytte de forskellige muligheder. Vi har ikke behov for at vente på en enkelt vidunderteknologi, for ved at bruge fjernvarmens fleksibilitet kan vi kombinere alle løsningerne.

Og det er nu engang ved at bruge alle mulighederne, at vi for alvor kan de store skridt i retning af en fossilfri fremtid. Fjernvarmen har allerede taget rigtig mange skridt, fordi det dels er muligt, og fordi det kan betale sig for fjernvarmeforbrugerne – og for hele det danske samfund.

Kommenter artiklen (3)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125