23948sdkhjf

Brand i affaldssilo bredte sig til kran

To slukningstog sat ind på at bekæmpe ild hos Reno Nord i dels affaldssilo, dels i kran ved affaldssilo

Nordjyllands Beredskab tog ingen chancer, da der tirsdag formiddag ved 08.20-tiden udbrød brand i en affaldssilo hos Reno Nord på Troensevej i Aalborg Øst.

- Der var opstået ild i noget affald, der lå i den silo, hvor lastbilerne afleverer deres affald. Vi forsøgte at få det brændende affald væk med den store kran, der normalt føder forbrændingsanlægget, men der gik ild i kranen, og derfor tog det noget tid at få bekæmpet ilden, fortæller indsatsleder Klavs Bojsen, Nordjyllands Beredskab.

For at sikre, at ilden ikke bredte sig yderligere, havde indsatslederen to slukningstog med sprøjter og tankvogne med hver seks brandmænd i aktion.

- Branden i siloen havde vi ret hurtigt styr på, men slukningen af ilden i kranen blev besværliggjort af, at nogle kabler på kranen brændte over, så vi ikke kunne få lukket grabben op og slukket ilden i affaldet i grabben, forklarer Klavs Bojsen.

Om årsagen til branden siger direktør på Reno Nord, Thomas Lindholm:

- Den opstår jo ikke af sig selv. Så der er kommet en skraldebil ind med noget ulmende ild i affaldet. Da det så bliver hældt ud i siloen, får ilden luft og blusser op. Normalt gør vi så det, at vi med grabben tager det brændende affald og smider det ind i ovnen, hvor det så kan brænde ud. Men i det tilfælde her bredte ilden sig til kranen.

- Det betød, at en hydraulikslange og noget el brændte over, så grabben satte sig fast, forklarer direktøren.

Han oplyser, at Reno Nord har to kraner, og at branden derfor ikke får betydning for virksomhedens håndtering af affald fra forbrugerne.

- Skraldebilerne måtte holde stille en times tid på grund af røgen og ilden. De kunne ikke komme til siloen og læsse deres last affald af. Men ellers sætter vi den anden kran ind og kører videre som normalt, lyder det fra Thomas Lindholm.

Den brændte kran skal have lidt service, og så er den klar igen forsikrer direktøren

Omkring ved 10.45-tiden var brandfolkene dog færdige med slukningsarbejdet og kunne efter soignering returnere til brandstationen i Aalborg.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094