23948sdkhjf

Stor profil i spidsen for Skanderborg Forsyning

slutningen af december meddelte adm. direktør i Skanderborg Forsyning, Jens Bastrup, at han havde fundet nyt arbejde.

Helt efter planen har bestyrelsen udpeget en konstitueret direktør, og valget er faldet på projekt- og udviklingschef Bjarne Langdahl Riis.

Han overtager ansvaret d. 1. februar 2020, og bag ham står en enig bestyrelse.

- Vi i bestyrelsen har allerede et indgående kendskab til Bjarne og den måde, han arbejder på. Derfor var han et helt naturligt valg, og jeg er glad for, at han har sagt ja til at løfte opgaven, siger Martin Frausing Poulsen, formand for bestyrelsen i Skanderborg Forsyning i en pressemeddelelse.

En stor profil
Da Skanderborg Forsyning for 12 måneder siden skrev kontrakt med Bjarne Langdahl Riis, var det lidt i samme liga, som når et superligahold præsenterer en ny stor profil. Det var et scoop.

Et hurtigt kig på hans CV viser, at han er i stand til at få vækst ud af næsten en bar mark, bogstaveligt talt. Før han kom til Skanderborg Forsyning, var han direktør i Agro Food Park ved Aarhus.

- Der er lagt en klar strategi, og alle her i Skanderborg Forsyning ved, hvad de skal. Det bliver med en rolig hånd, at jeg overtager styringen og fortsætter arbejdet, siger Bjarne Langdahl Riis.

Følger strategien
Bjarne Langdahl Riis er allerede dybt involveret i både udviklings- og driftsområder bredt i virksomheden samt i relationerne til samarbejdspartnerne, især til kollegaerne i Skanderborg Kommune og Region Midtjylland.

Dermed overholder Skanderborg Forsyning “køreplanen” for 2020 til punkt og prikke, selv om lokomotivføreren bliver udskiftet. Beslutningen får derfor ingen betydning for hverken strategi, forretningsudviklingsplaner, opgaver eller organisation.

Bjarne Langdahl Riis er 56 år og bosiddende i Skanderborg.

Leder efter direktør
Bestyrelsen for Skanderborg Forsyning har igangsat processen med at finde en ny direktør i samarbejde med et rekrutteringsbureau.

Bjarne Langdahl Riis oplyser, at der ikke er sat nogen tidshorisont på direktør-jagten.

På spørgsmålet om, hvorvidt han kunne være kandidat til stillingen, skriver han i en mail til Energy Supply:

- Det er umuligt at sige, hvornår der er en ny på plads, ligesom det også er umuligt at udtale sig om, hvem det eventuelt kunne blive. Det ligger helt indenfor bestyrelsens ansvarsområde.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078