23948sdkhjf

Sagt og skrevet om Danmarks nye regering

Energy Supply har samlet en række kommentarer fra organisationer med relation til energisektoren i kølvandet på mandagens præsentation af det nye regeringsgrundlag.
BAT-kartellet: Grønne job og grøn vækst er i centrum
- Jobskabelse gennem fremrykning af offentlige investeringer, energirenovering, klimatilpasninger, grøn vækst, uddannelse, forskning og innovation er nøgleordene i regeringsgrundlaget. Det lover godt for fremtiden i bygge- og anlægsbranchen, når det gælder aktivitet og beskæftigelse.
Sekretariatschef Gunde Odgaard

Dansk Byggeri: Nyt ministerium er en oplagt konstruktion
- Det nye og store Klima-, Energi- og Bygningsministerium er en oplagt konstruktion. På denne måde bindes forsyningssiden og forbrugssiden bedre sammen, og det kan der høstes store gevinster ved.
Adm. direktør Lars Storr-Hansen

Dansk Elbil Alliance: En grøn, ambitiøs dagsorden for transportområdet
- Det er meget positivt, at den nye regering nu har lagt op til en ny og ambitiøs dagsorden på transportområdet, som vil sikre den nødvendige omstilling til grønnere køretøjer. Hvis den grønne omstilling af transportsektoren samtidig skal skabe vækst og arbejdspladser i Danmark, er det vigtigt, at vi tænker elbilerne ind i en samlet national strategi, som regeringsgrundlaget også lægger op til.
Branchechef Lærke Flader

Dansk Energi: Regeringsgrundlag godt første skridt på vej mod energiforlig
- Det er lovende og fornuftigt, at grundlaget lader energipolitikken gribe ind i flere områder, og at det har øje for langsigtede strategier for innovation, det intelligente elsystem og transportområdet. Vi ser frem til at løfte ambitionerne og være med til at skabe den efterspurgte vækst. Med regeringsgrundlaget kommer vi godt fra start, nu skal vi sikre, at et nyt energiforlig får os godt i mål.

- 50 procent vindkraft i elsystemet er ambitiøst, det flugter med vores ambition om, at el bliver fremtidens energibærer. Men skal vi have gavn af de store mængder vind, kræver det en plan for, hvordan vi skal bruge el i vores biler og til opvarmning af vores boliger – og at vi får bygget eltransmissionsforbindelser til resten af Europa. Derfor er det også påtrængende, at vi helst inden jul får et nyt energiforlig på plads, så vi også får svar på, hvordan vi får kullene ud af byerne og biomassen ind.
Adm. direktør Lars Aagaard

Tekniq: Grundlaget er vækst og en økonomi i balance
- Forudsætningen for en økonomi i balance og vækst er tre ting. For det første er der behov for fortsatte strukturreformer, som sikrer et tilstrækkeligt udbud af kvalificeret arbejdskraft. For det andet er der behov for initiativer, der kan bidrage til at sætte fornyet gang i væksten. Og for det tredje er der behov for, at virksomhederne i fremtiden undgår nye politisk pålagte afgifter.
Adm. direktør Niels Jørgen Hansen

Vindmølleindustrien: Flot regeringsgrundlag
- Det danske marked har meget stor betydning for virksomhederne i vindmølleindustrien. Med regeringsgrundlaget viser den ny regering, at man har tænkt sig at prioritere udbygningen af vindkraft i Danmark højt. Jeg er sikker på, at det vil sende et signal til virksomhederne i vindindustrien om, at de fortsat trygt kan investere i teknologiudvikling i Danmark. Det sætter jeg stor pris på.

- Jeg ser, at der burde kunne indgås en bred aftale på energiområdet. Både den nuværende og forhenværende regering har sagt, at de prioriterer vindmølleområdet, og at vindenergi er rygraden i vores fremtidige energiforsyning.

- Hvis vi skal have prisen ned på energi fra vindmøller på havet, som vi alle er interesseret i, så skal der i de kommende udbud indføres øget fleksibilitet. Derfor mener jeg, at det vil være klogt allerede nu at sætte de kommende havmølleparker i udbud, så de der skal investere, får mulighed for at planlægge langsigtet.
Adm. direktør Jan Hylleberg
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.129