23948sdkhjf

Løsning Fjernvarme dobler op på overskudsvarmen fra Daka

I mange år er op mod 350 husstande blevet forsynet med overskudsvarme fra Daka Sarval i Løsning. Nu er en ny og mere effektiv rørledning klar fra fabrikken til varmeværket.

Samtidig ses der på mulighederne for at opgradere en veksler og etablere en varmepumpe, der kan tage varme ud af fabrikkens kølevand og lave det om til fjernvarme. Det betyder, at når vinteren for alvor stunder til, kan næsten dobbelt så mange husstande forsynes med varme fra Daka.

- Vi kigger hele tiden på, hvordan vi kan optimere vores forsyning og gøre den mere bæredygtig. Den gamle rørledning var fra slutningen af 70’erne, så vi henvendte os til Daka for at høre, om der var basis for at udskifte den, og om de ville være med til at forny den og dermed øge virkningsgraden betragteligt. Med den nye ledning kan vi få meget mere ud af overskudsvarmen, fordi rørledningen er både større og bedre isoleret end den gamle, siger driftsleder Esben Legard Iversen fra Løsning Fjernvarme i en pressemeddelelse.

Varmepumpeprojektet ligger i øjeblikket stille, selvom det i princippet er godkendt. Det skyldes, at nogle tekniske ting skal på plads, inden det kan igangsættes.

Når varmepumpen og den nye ledning tages i brug, kan overskudsvarmen fra Daka forsyne omkring 700 husstande i Løsning med al varme og varmt vand i de varme måneder. Om vinteren suppleres med flis. Fjernvarmeværket har i forbindelse med den nye rørledning også investeret i en lagertank, der kan lagre 1.200 m3 varmt vand, så der er varme nok til weekenderne, hvor Daka-fabrikken står stille.

Mere varmegenvinding på vej
På Daka Sarval fabrikken bliver der også arbejdet med bedre isolering af procesanlæg for at mindske varmetab, optimering af det energikrævende damp- og tørresystem, og alle fabrikkens processer bliver kigget igennem for at finde energibesparelser. Alt i alt betyder det, at fabrikken allerede i år kommer til at bruge 10 pct. mindre energi og dermed sender tilsvarende mindre CO2 ud i atmosfæren.

- I Daka har vi en ambition om at gøre virksomhedens aktiviteter så bæredygtige som muligt. Vi er glade for det tætte samarbejde med varmeværket i Løsning, som giver os mulighed for at bidrage med billig og miljøvenlig varme til borgerne i lokalområdet, siger fabrikschef Morten Engelund.

Daka Sarval modtager biprodukter fra de danske slagterier og fremstiller kød- og benmel, som indgår som recirkulerede proteiningredienser for eksempel i kæledyrsfoder og foderfedt til landbruget. Fremstillingsprocessen er energikrævende, og fabrikken arbejder målrettet på at nedbringe energiforbruget og dermed CO2-belastningen fra anlægget med en tredjedel over de kommende fem år.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109