Dansk-kinesisk samarbejde skal udvikle vindindustrien
Den kinesiske vindmølleproducent Guangdon Mingyang Wind Power har underskrevet en strategisk samarbejdsaftale med Danish Wind Energy Group China.
Hao Yiguo fra Mingyang fortalte ved den lejlighed, at Mingyang er i gang med at opbygge en logistikkæde på højt niveau, og har startet et ”333-projekt” op, der går ud på, at virksomheden skal ligge i top tre inden for deres specifikke område, indgå i et trefoldigt partnerskab mellem producent, underleverandør og udvikler, samt reducere indkøbsomkostningerne med 20 % over de næste tre år.
Danmark spiller en hovedrolle
Hao Yiguo har store forventninger til det gensidige udbytte af samarbejdet og lægger vægt på, at Danmark spiller en hovedrolle i udviklingen af vindindustrien, og især har stor erfaring inden for offshore-området.
Aftalen skal styrke samarbejdet omkring udviklingen af vind-industrien og effektive logistikkæder, særligt inden for offshore-vindenergi. Både Mingyang og Danish Wind Energy Group China giver udtryk for, at besøget den 20. juni danner et godt grundlag for det fremtidige samarbejde mellem Mingyang og medlemmerne i Danish Wind Energy Group China.
Sammen med Thomas Christensen og Poul G. Kristensen deltog 34 medlemmer fra 20 virksomheder i besøget hos Mingyang den 20. juni; AVN Energy, Hempel, C.C. Jensen, kk-electronic, Rool Steel Parts, Hydra-Grene, Codan Tech, PMC Qingdao, Arvid Nilsson, Mita-Teknik, Granudan, Lund & Soerensen, Danfoss, DAFA, Resolux, Nissens, Noratel, EUM, GIS og Cowi.