23948sdkhjf

Vinderne af Fjernvarmens Udviklingscenters idékonkurrence fundet

Projekter om CO2-baseret fjernvarme, boostervarmepumper og methanolproduktion på fjernvarmeværker hædret af Kronprins Frederik.
Tilbage i efteråret udskrev Fjernvarmens Udviklingscenter en idékonkurrence for studerende. Nu er vinderne fundet, og netop hædret af Kronprins Frederik, Årets Fjernvarmedansker 2010, på Amalienborg.

Idékonkurrencens tema & formål
Temaet for idékonkurrencen var, hvordan kollektiv energiforsyning – fjernvarme og fjernkøling – kan bidrage mest og bedst muligt til et Danmark uafhængigt af fossile brændsler. Dvs. at bidrage til opfyldelse af klimamål, men også andre faktorer såsom forbrugernes komfort og økonomi (prisstabilitet og -robusthed), samfundsøkonomi, forsyningssikkerhed og samspil med den øvrige energisektor.

Fjernvarmens Udviklingscenters formål med at lave en idékonkurrence var at skabe opmærksomhed om fjernvarmeteknologien blandt studerende, og få input fra de fremtidige brugere - og potentielle medarbejdere i fjernvarmesektoren.

Vinderne løber med 25.000 kr.
De tre vinderbidrag kommer fra henholdsvis DTU Mekanik; Ingeniørhøjskolen i Aarhus og Handels- og Ingeniørhøjskolen i Herning, Aarhus Universitet.

Præmierne kommer fra Kronprinsen, som modtog 25.000 kr. da han blev kåret som Årets Fjernvarmedansker. Allerede dengang øremærkede han pengene til en konkurrence blandt studerende.

Den samlede præmiesum er som nævnt på 25.000 kr. Førstepræmien belønnes med 12.000 kr.,
andenpræmien med 8.000 kr., og tredjepræmien med 5.000 kr.

Om projekterne
Førstepræmien gik til Christian Nørr Jacobsen og Christian Vang Madsen fra DTU Mekanik for en radikalt nytænkende idé om CO2 som medie for fjernvarme. Brugen af CO2 som medie for fjernvarme tillader transport af fjernvarme og fjernkøling ved jordtemperatur. Derved reduceres varmespild dramatisk. Derudover tillader CO2, at man kan levere fjernvarme og fjernkøling i det samme ledningsnet. (Fjernvarme og fjernkøling har hidtil krævet separate ledningsnet). Forslaget er et eksempel på dansk innovation, når den er bedst.

Andenpræmien gik til Mette Thordahl Nørgaard og Mads Kallestrup Petersen fra Ingeniørhøjskolen i Århus for en undersøgelse af boostervarmepumper. Forskningen indenfor varmepumper er vigtig for fjernvarmebranchen, fordi installation af varmepumper direkte hos kunden kan sikre et mindre varmetab i rørene. Derudover kan varmepumperne aftage en stor mængde af den overskuds-el, der produceres af den stigende produktion af vedvarende energi.

Tredjepræmien gik til Lars Andersen fra Handels- og ingeniørhøjskolen i Herning for hans idé om at bruge overskuds CO2 fra fjernvarmeproduktion til produktion af methanol, der kan sælges som brændstof til transportsektoren. Vores evne til at skaffe tilstrækkeligt energi i fremtiden vil især bero på vores evne til at opsamle og udnytte al den energi, vi producerer. Derfor præmieredes dette forslag til, hvordan fjernvarmebranchen, der normalt konkurrerer med transportbranchen om ressourcer, kan blive leverandør af ressourcer til transportbranchen.
Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078