23948sdkhjf

Seas-NVE lukker uskønt udbudsforløb

Efter et langt og uskønt forløb om udbud af energibesparelser kan Seas-NVEs monopolselskab Cerius nu sætte punktum i sagen.

Efter et EU-udbud er følgende leverandører valgt: Dansk Energirådgivning, Ewii Energi og Ørsted Sales & Distribution.

Da der ikke var efterspørgsel nok til at dække alle opgaver, og dermed indfri forpligtelsen, er Seas-NVE Strømmen tildelt to ud af otte delaftaler.

Det oplyser Cerius i en meddelelse.

Urent trav?
Det er anden gang, at Cerius gennemfører et udbud på opgaven.

Det første blev afviklet i starten af 2018, og her var Seas-NVEs kommercielle søsterselskab Seas-NVE Strømmen det eneste selskab, der afgav bud. Det medførte dog en del spørgsmål, at der kun var en byder på opgaven, og derfor valgte Cerius at annullere kontrakten.

Forsyningstilsynet var på daværende tidspunkt ved at udarbejde nye retningslinjer for udbud på energibesparelser.

Da de nye retningslinjer var på plads, blev der designet et nyt udbud for 2019 og 2020, og dette blev annonceret i EU-Tidende.

Delt op i otte
I forbindelse med den anden runde har Cerius brudt opgaven op i otte udbud, men det har fået det hele til at trække lidt ud. 

Der var nemlig kun bud på seks af de otte opgaver, hvorfor Cerius har været nødsaget til at tildele to af opgaverne til Seas-NVE Strømmen - til en pris på niveau med den de øvrige deltagere har opnået, skriver SN.dk

- Det har forsinket os lidt. Oven i måtte en af de øvrige bydere trække sig, fordi de ikke kunne levere den krævede dokumentation. Det betød, at vi måtte tage den næste i rækken, siger direktør i Cerius Henrik Wej til mediet.

Cerius’ omkostninger ved energispareforpligtelsen er blevet reduceret med cirka otte mio. kr. i kraft af det nye udbud.

Forpligtiget til at spare

I 2019 og 2020 er Cerius politisk forpligtet til at fremme energibesparelser på i alt 270 millioner kWh hos kunderne.

Det svarer i runde tal til strømforbruget i flere end 100.000 husstande.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109