23948sdkhjf

Fransk oliegigant får grønt lys til opkøb i Nordsøen

Den franske oliegigant Total har fået lov til at øge sin tilstedeværelse i den danske del af Nordsøen.

Total købte sidste år amerikanske Chevrons ejerandel i Dansk Undergrunds Consortium (DUC), der står for at udvinde olie og gas i den danske del af Nordsøen.

Handlen er fredag blevet godkendt af EU-Kommissionens konkurrencemyndigheder. Tidligere har Energistyrelsen givet grønt lys.

Med købet øger Total sin andel af DUC med 12 procentpoint til 43,2 procent.

- Kommissionen vurderer, at det foreslåede opkøb ikke giver konkurrencemæssige bekymringer, skriver kommissionen i en meddelelse. 

Dansk Undergrunds Consortium startede olieproduktion i 1972 og har i dag 16 oliefelter i Nordsøen. Det står for at udvinde 90 procent af den danske olie og gas.

Total købte sig ind i den danske del af Nordsøen i 2018, hvor det købte Maersk Oil for 47 milliarder kroner.

Dengang overtog Total Maersk Oils ejerandel af DUC samt driften af størstedelen af oliefelterne i den danske del af Nordsøen.

- Efter at have gennemført opkøbet af Mærsk Oil er den her handel en fremragende mulighed for at udvide vores tilstedeværelse i den danske sokkel og øge vores interesser i et aktiv, som Total opererer, sagde vicedirektør Michael Borrell fra Total, da købet af Chevron blev annonceret i september sidste år.

Ud over Total ejer Shell 36,8 procent af DUC, mens Nordsøfonden sidder på de sidste 20 procent. Fonden er ejet af den danske stat.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.812