23948sdkhjf

Hashøj Biogas er gået konkurs

Hashøj Biogas blev i fredags erklæret konkurs ved Skifteretten i Næstved. Men håbet for anlægget er ikke ude endnu.

- Selskabet er insolvent, idet der ikke er midler til den fortsatte drift. Men jeg forventer, at en ny køber hurtigt kan være på plads, måske allerede i denne uge, så driften kan fortsætte, siger kurator Michala Roepstorff fra advokatfirmaet Plessner i København.

Det er selskabet selv, der har indgivet konkursbegæringen, skriver SN.dk

Det kom allerede i december frem, at Hashøj Biogas var på udkig efter investorer, der kunne bidrage med den nødvendige kapital til en renovering og opgradering af anlægget, så man for fremtiden ville kunne levere gas ind til naturgasnettet.

Det har altså ikke været muligt at finde investorer, uden at selskabet skulle gennem en konkurs.

Hashøj Biogas ejes af 19 landmænd, og har siden 1993 leveret biogas til Hashøj Kraftvarmeforsyning.

Ved årsskiftet blev aftalen mellem Hashøj Biogas og kraftvarmeforsyningen ikke forlænget grundet uenighed om prisen. Biogasværket har dog lovet, at der vil blive leveret biogas i en overgangsperiode.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094