23948sdkhjf

Listen med batterier til elnettet vokser

Virksomhederne står i kø for at komme på positivlisten

Fem leverandører har de seneste måneder registeret i alt 19 forskellige typer batterier på Dansk Energis positivliste for anlæg op til 50 kW. De 19 batterier kommer fra firmaerne sonnen GmbH, Solax, Viva Energi, Kostal og Fronius.

Interessen for at stå på positivlisten vokser kraftigt, konstaterer civilingeniør Morten Erlang fra Dansk Energi.

De batterier, der står på positivlisten, kan typisk kobles på elnettet uden ekstra papirarbejde af det lokale elnetselskab uanset hvor i landet, man befinder sig. Den eneste lille finte er, at batterianlæg frekvensmæssigt skal indstilles lidt forskelligt afhængig af, om det sættes op øst eller vest for Storebælt.

Batterierne opstilles typisk i forbindelse med solcelleanlæg, der i sagens natur udelukkende producerer elektricitet i dagtimer. Med et batteri kan anlægsejeren optimere værdien af sin elproduktion ved at dække flere mørke timer, og det finder stadig flere interessant. 

Batterier, der skal kobles på elnettet for eksempel i forbindelse med solcelleanlæg, skal leve op til en række tekniske krav, så solcelle/batteri-anlæggene ikke forstyrrer andre elektriske apparater. Anlæg på positivlisten overholder de tekniske krav.

Vi oplever desværre, at en del producenter, anlægsejere og konsulenter ikke kender reglerne. Batterier skal leve op til de krav, Energinet har fastsat i Teknisk Forskrift 3.3.1., og batterier skal indmeldes til det lokale elnetselskab, fastslår Morten Erlang.

Kraftige prisfald på batterier gør, at de vinder frem i mange forskellige sammenhænge – herunder sammen med solceller, elbiler og alene til understøttelse af elnettet.

Ifølge Dansk Energis nye ’Elnet Outlook’ kan batterier blive en vigtig del af del grønne omstilling af det danske energisystem, der er ved at blive vendt på hovedet. Mens det meste strøm for 30-40 år siden kom fra centrale kraftværker, så bliver over halvdelen af den danske elproduktion nu født ind på lavspændingsnettet fra vindmøller, solceller og mindre kraftvarmeværker. Sammen med fleksible tariffer og diverse fleksibilitetsaftaler kan batterier være med til at balancere forbrug og mindske flaskehalse i elnettet.

Det kræver imidlertid, at elnetselskaberne ved, hvor batterierne er, påpeger Morten Erlang, der opfordrer alle branchens aktører til at sætte sig ind i de regler, der er.

For elproduktionsanlæg som vindmøller og solceller kommer der som følge af nye EU-krav en række ændringer pr. 27. april 2019. Disse EU-krav betyder også, at Energinet netop nu starter en dialog om en revision af Teknisk Forskrift 3.3.1., hvilket kan få betydning for fremtidige batterianlæg.

Kilde: Dansk Energi

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125