Kritik: DONG og pensionskasser vinder på PSO-afgiften
PSO-afgiften kritiseres for at være indirekte støtte til DONG og de pensionskasser, som har købt sig ind i energiselskabets vindmølleprojekter.
Sammensluttede Danske Energiforbrugere retter en skarp kritik af afgiften. De ønsker i stedet én samlet afgift på energiområdet. Kritikerne bakkes op af tidligere direktør for Institut for Miljøvurdering, Anders Larsen, der i dag er ekstern lektor i økonomi ved RUC:
- Det mest gennemsigtige vil være at samle skatte- og afgiftsregningen under en hat. Det er der ingen tvivl om, siger Anders Larsen til Jyllands Posten.
Elkunderne betaler til pensionskasser
Via PSO-afgiften bidrager 3,3 mio. elkunder til udbygning af vindmølleområdet, hvilket i kommer DONGs arbejde med vindmølleparker til gode. Dermed kommer PSO-afgiften også pensionskasserne PKA og PensionDanmark til gode, idet de har købt sig ind i DONGs Anholt-vindmøllepark.
- Elkunderne vil på grund af Anholt-parken komme til at betale en højere elpris. Den vil gå til pensionsopsparerne i PensionDanmark og PKA. Dong vil også nyde godt af den høje elpris. Samtidig betyder salget af 50 % af parken, at statsejede Dong bliver fedet op, siger Jesper Munksgaard , Norenergi.
Nødvendigt med støtte til udbygning af vindmøller
Som led i aftalen om Anholt-vindmølleparken er DONG for de første 20 mia. kWh blevet garanteret en afregningspris på 1,05 kr. På det frie elmarked er prisen i dag 0,41 kr.
Det seneste regnskab fra DONG viser også, at 55 % af indtægterne på vindmølleområdet kommer fra statslige støtteordninger i Danmark og Storbritannien. Tallet ventes at være det samme i 2011 og 2012.
Chef i Dong, Anders Eldrup finder ikke tallene overraskende og slår fast, at statsstøtte er en nødvendighed for den omfattende og kapitalkrævende udbygning af vindmølleparker.