23948sdkhjf

BG Biovarme leverer nærvarme til olie-landsby

Med lidt over 400 indbyggere, en skole og et forsamlingshus er Egebjerg én af de hyggelige, små landsbyer i Nordvestsjælland. På trods af sin størrelse halter byen bestemt ikke efter, når det kommer til innovation, ildsjæle og massevis af idéer, som gavner både lokalsamfundet og klimaet.

Egebjerg har blandt sit eget økosamfund, Fri & Fro, som byder på halmhuse, egen spildevandshåndtering og andre bæredygtige løsninger til samfundets 58 indbyggere. Derudover har byen nu også sin egen kedelcentral, som sikrer varme i husene, når kulden sætter ind.

- Vi har investeret i et ETA-kedelanlæg fra BG Biovarme. Det leverer varme til knap 100 standard-husstande her i Egebjerg. Udgangspunktet var, at vi ville omlægge byen fra at være en af landets 128 olielandsbyer til at være en energilandsby med miljøvenlig nærvarme. Og det må man sige er lykkedes, siger Svend Buchardt, som er bestyrelsesmedlem i Egebjerg Nærvarme.

Længe undervejs
Nærvarmeanlægget blev sat i drift i august i år. Det har krævet en stor fælles indsats at få projektet kørt i mål.

- Det krævede et vist antal tilmeldinger, før vi kunne gøre idéen til en realitet. Heldigvis finansieres anlægget til en fornuftig pris, hvor alle har mulighed for at være med, da det afbetales over 30 år via varmeprisen. Det er godt for fællesskabet, og man må sige, at vi har formået at gå sammen om en endnu mere grøn profil i byen, siger Morten Hylleberg, som er bestyrelsesformand for Egebjerg Nærvarme.

Han er også en af initiativtagerne til projektet, som har kørt i nu fem år.

- Anlægget er også med til at fremtidssikre byen og boligmassen. Et hus med indlagt nærvarme øger nemlig ofte ejendomsværdien, siger Morten Hylleberg.

Overvåges fra Odense
Den nye kedelcentral består af to ETA Hack 499 kW industrikedler, der giver stabil, effektiv og grøn varme til byen. Kedelcentralen er bygget af tre 40 fods containere, der er samlet til ét kedelrum, samt to 40 fods containere omdannet til lager. Anlægget er flytbart og placeret på en lejet grund.

Og så overvåges det helt fra Odense af.

- Vores forskellige ETA-anlæg er gode ved miljøet, som vi jo skal værne om. Det er en fremtidssikret løsning, som lever op til regeringens planer om at udfase oliefyrene landet over, siger Kent Kristiansen fra BG Biovarme, som fra hovedsædet i Odense kan overvåge centralen og reagere, hvis der sker udfald.

I Egebjerg er man godt tilfredse med den nye løsning, som allerede nu sørger for god varme i efterårskulden:

- Det er helt fantastisk, at anlægget er oppe at køre nu. Det er rart, hvordan ord er blevet til handling. Vi var aldrig nået hertil uden opbakningen fra lokalsamfundet og den gode rådgivning fra BG Biovarme. Og tænk engang: Nu har jeg simpelthen gulvvarme i mit hjem, siger Morten Hylleberg.

 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094