23948sdkhjf

Store udfordringer venter Vindmølleindustrien

Optimismen er tilbage i vindmøllebranchen efter nogle år, hvor finanskrisen satte sit klare præg på industrien. Store forventninger til de kommende år var dog ikke det eneste tema, da Vindmølleindustriens medlemmer var samlet til årsmøde i Aarhus.
Skjorterne var nystrøgede og skoene pudsede hos det, der ifølge direktør Jan Hylleberg, lignede et rekordstort antal deltagere, ved Vindmølleindustriens årsmøde, som i år blev afholdt i Turbinehallen i Århus. Ud over at fejre branchens 30 års fødselsdag var blikket på dagen rettet mod fremtiden og de kommende års tiltagende konkurrence om ordrer, vækst og arbejdspladser.

Som Rune Birk Nielsen fra Vindmølleindustrien sagde til Energy Supply, var det som om krisen havde lagt som en dyne over Vindmølleindustriens sidste årsmøde, men at dynen nu var løftet igen. En udvikling, som kommer til udtyrk i de nyeste tal, som viser, at det lykkedes at holde vækst og beskæftigelse oppe i 2010, ikke mindst takket være de største producenter. I år og frem er det så de mange leverandører, det igen ser godt ud for.

Årsmødets overskrift var således "Velkommen til en ny virkelighed", og temaet var da også visioner for fremtiden, og hvad der skal drive industriens udvikling de kommende 5-10 år. Dagen brugte branchens repræsentanter til at se indad og finde løsninger på, hvordan industrien fastholder sin nuværende førerposition. Der var således udbredt enighed om direktør Jan Hyllegaards ord om, at vindmølleindustrien må i gang allerede i dag.

Blandt årets talere var både repræsentanter fra industriens største producenter og leverandører samt vidensinstitutioner og politikerne. Ydermere informerede Eksportrådets kommende direktør, Lars Thuesen, om Eksportrådets snarlige samarbejde med Vindmølleindustrien, som skal styrke industrien. Endelig var der små indspark fra Innovation Lab om den teknologiske udvikling og potentialet for innovation.

Samarbejde en forudsætning for at fastholde branchens position
Hvordan hele branchen holder fast i fremgangen var som nævnt dagens tema. Specielt i årsmødets første del diskuteredes muligheder og visioner for hele branchens supply chain. En af branchens helt tunge drenge, Ditlev Engel, lagde ud med at slå fast, at implementeringshastighed er afgørende for at udvikle industrien. Synspunktet var Henrik Stiesdal, CTO i landets anden store producent, Siemens, enig i. Henrik Stiesdal understregede ligeledes behovet for et tæt samarbejde mellem producenter og underleverandører med mindre, vindmølleindustrien skal lide samme kranke skæbne som skibsindustrien.

Samarbejde og partnerskabs afgørende betydning nikkede leverandørernes repræsentanter, Steffen B. Jespersen, CEO AH Industries og Mads-Ole Astrupgaard, CEO Fritz Schur Technical Group, anerkendende til. Ligeledes var der enighed om, at industrien må se ud over landets grænser, både når det kommer til produktion og udviklingssamarbejder.

Steffen B. Jespersens indgang var dog efter eget udsagn på et mere lav-praktisk niveau, hvorfor han efterlyste en større grad af åbenhed i partnerskaberne fra producenternes side. En sådan åbenhed ville efter hans vurdering kunne flytte industrien langt fremad. Understregning af behovet for tættere leverandør-producent partnerskab blev gengivet af Mads-Ole Astrupgaard.

Prisen på vindmøllestrøm må ned
At prisen for vindmøller og den strøm de producerer skal ned, var ingen uenige om. Netop derfor blev den endelige pris for vindmøllestrømmen, cost of energy, et omdrejningspunkt. Det var ikke kun industrien selv, som vendte tilbage til prisen. Fra en af industriens helt store kunder, Dong, som var repræsentant ved Christina Grumstrup Sørensen, senior vice president, blev der i flere omgange henvist til, at netop pris er afgørende nu og i fremtiden.

Hos både industrien, uddannelsesinstitutioner og det politiske miljø var der også enighed om, at kvalifikationer og uddannelsesniveau på alle planer i branchen, fra produktionsmedarbejdere til ph.d.’er i udviklingsafdelingen, må højnes for at styrke konkurrenceevnen.

Ung branche med mod på mere
Med kun 30 år på bagen er vindmølleindustrien en ung branche, som stadig befinder sig i en modningsfase. På den baggrund var der enighed blandt dagens talere om, at der må udvikles et bedre informationsflow og sammenhæng gennem hele industriens værdikæde. En udvikling, som med Henrik Stiesdals ord betød, at branchen måtte gennemgå en professionalisering.

Alle var således klar til at tage imod de fremtidige udfordringer, så Vindmølleindustrien kan komme igennem de næste 30 år lige så godt som de først 30.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141