23948sdkhjf

Insero strammer op

Fremadrettet satses på varmepumper og digitalisering af energien.

Gennem 10 år har Insero afprøvet, testet og demonstreret en række initiativer inden for bæredygtig energi og IT.

Nu er tiden kommet til næste fase. Her er fokus flyttet og er nu rettet mod bæredygtig og lønsom vækst.

- Vi har gennem de seneste ti år løftet vores toplinje og tiltrukket dygtige vidensmedarbejdere til organisationen. Vi er nu på vej ind i den næste fase, hvor fokus bliver at skabe vækst ved at videreudvikle vores produktportefølje og ved at identificere de markeder, hvor vores ydelser efterspørges og sælges på kommercielle vilkår, siger Kim Søgård, administrerende direktør i Insero.

Best Green & Tadaa
I bestræbelserne på at skabe vækst har Insero låst sig fast på de områder, som skal være med til at løfte selskabet i fremtiden.

- Datterselskaberne Best Green, Insero Air Traffic Solutions og Tadaa vil fortsat og i endnu højere grad fokusere på at få kommerciel succes i forhold til kunder og marked med vækst i omsætning og profitabilitet. Derudover kommer vi fremadrettet til at fokusere og styrke vores kompetencer inden for digitalisering af energi, siger Kim Søgård.

Insero vil også fortsat investere i at udvikle, afprøve og implementere nye energiteknologiske løsninger gennem partnerskaber og danske og internationale forsknings- og udviklingsprojekter – på en måde så det direkte understøtter forretningen.

- Insero har opbygget en styrkeposition i at udvikle nye løsninger gennem forsknings- og udviklingsprojekter. Den styrkeposition vil vi i fremtiden udnytte i forhold til at skabe kommerciel forretning, siger Kim Søgård.

Udfasning af aktiviteter
Varmepumper og en digitalisering af energien bliver altså en del af Insero-forretningen fremover.

Der er dog også områder, der udfases og lukkes ned.

Det drejer sig blandt andet om de kommercielle aktiviteter inden for blandt andet kommunikation og e-mobilitet.

Samtidig bliver de nuværende forsknings- og udviklingsaktiviteter, som ikke understøtter forretningen, afviklet over tid.

Virksomhedens kontor i hovedstadsområdet lukker ligeledes ned. 

Farvel
Siden begyndelsen i 2008 har Insero haft en stærk tilstedeværelse i området mellem Horsens, Hedensted, Vejle og Juelsminde, hvor særligt udviklingsparkerne Green Tech Center i Vejle og Vitus Bering Innovation Park i Horsens har ageret spydspids.

- Vi fokuserer vores ressourcer på at være lokalt tilstede i Vejle og Horsens, hvor vi har en stærk hjemmebane. Den hjemmebane vil vi udvikle, så vi på den længere bane kan udnytte den til at vinde uden for områdets grænser, siger Kim Søgård, der i forbindelse med tilpasningen har måtte sige farvel til andet og mere end aktiviteter inden for kommunikation og IT.

Insero har nemlig sagt farvel til de medarbejdere, hvis opgaver ikke længere er en del af fremtidsplanerne.

Det drejer sig om 15 medarbejdere ud af i alt 100.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.077