Dansk nedkølingsteknologi er klar til kommercielt spring
I 2016 installerede firmaet COOL4SEA et innovativt kølesystem på hybridfærgen M/F Prinsesse Benedikte, der sejler Rødby-Puttgarden. Her bruges overskudsvarmen fra skibet til at køle batterierne. Siden har Scandlines-færgen fungeret som pilotprojekt og showroom for systemet.
Nu kan COOL4SEA snart tage skridtet videre, da de fra slutningen af 2018 er klar til at lave kommercielle løsninger.
- Udfordringen ved at bruge absorptionskøling til søs ligger i, at processen normalt ikke tåler bevægelser og vibrationer. Vi har udviklet et system, der tåler bevægelse, og vi har testet det helt op til 45 grader hældning, så det tåler alle scenarier til søs, udtaler Christian Fonnesbæk fra COOL4SEA i en pressemeddelelse.
- Kølesystemet ligger godt i tråd med Scandlines’ grønne agenda, da vi sparer en del olie, der ellers skulle bruges til at producere strøm til køleanlægget. Samtidig er der ingen driftsomkostninger forbundet med det nye anlæg, siger Carsten Johansen, chefingeniør hos Scandlines, i meddelelsen.