23948sdkhjf

Lolland fik flest nye vindmøller sidste år

Hver fjerde nye vindmølle i 2017 blev opført i Lolland Kommune

Blæsten kan man, som bekendt, ikke få at se - det skulle dog lige være på Lolland.

For her blev hver fjerde nye vindmølle sidste år nemlig opført, og det gjorde Lolland Kommune til den kommune i 2017 med flest nyopførte vindmøller.

Det skriver DR Sjælland.

Og det er en god ting, forklarer chefkonsulent i Dansk Energi, Kristine Grunnet:

- Vi er i gang med en grøn omstilling, og det kræver, at vi får mere af den vedvarende energi op at stå. Ved at vi får sat møller op - og at Lolland går forrest - så får vi rigtig meget grøn energi for pengene, forklarer hun til DR Sjælland.

Ifølge Kristine Grunnet er der flere grunde til, at det netop er Lolland, der ligger i spidsen i antallet af nye møller. Med kraftig vind og store vidder er Lolland nemlig et oplagt sted at opføre nye møller, forklarer hun og peger på, at også befolkningstætheden spiller en vigtig rolle:

- På Lolland er der ikke helt så tæt befolket. Når vi stiller de her landvindmøller op, så skal vi sørge for, at der er plads til dem, og at der også er plads til de mennesker, der bor omkring. Det er vigtigt, at vi har nogle steder, hvor møllerne ikke generer nogen, siger hun til DR Sjælland.

Ifølge chefkonsulenten behøver de lokale dog ikke frygte for, at Lolland bliver plastret til med vindmøller i fremtiden. For mange af de ældre vindmøller vil samtidig blive pillet ned:

- Vi er simpelthen blevet dygtigere, og det betyder, at vi i dag kan lave en mølle, der kan producere stort set det samme som fire-fem gamle møller. Så der er ikke brug for at stille lige så mange op fremover. Det betyder, at vi kan pille rigtig mange ned, og erstatte dem med få og meget mere effektive møller, siger hun til DR Sjælland.

At de danske vindmøller er effektive, blev tydeligt sidste år, hvor de samlede danske vindmøller slog verdensrekord, da de producerede strøm svarende til mere end 43 % af vores elforbrug.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063