23948sdkhjf

Omstridte møller får standsningspåbud

To 80 meter høje vindmøller har erstattet nogle tre 30 år gamle vindmøller på øen Tåsinge i det sydfynske øhav.

Danmarks Naturfredningsforening og naboer har hele tiden været imod opstillingen af de nye møller. Planklagenævnet og Miljø- og fødevareklagenævnet i Svendborg Kommune afgjorde i december, at møllerne er opstillet på forkert grundlag. Samme dag gav kommunen tilladelse til, at møllerne blev taget i brug.

Her seks uger efter den beslutning har Svendborg Kommune udstedt et standsningspåbud for de to møller – en beslutning, der kan koste de 13 vindmølleejere dyrt.

Det skriver TV2 Fyn.

Ifølge påbuddet skulle møllerne være standset senest i går – mandag.

Det har Peter Rasmussen – en af hovedinteressenterne i vindmølleprojektet - ikke tænkt sig at efterleve.

- Hvis vindmøllerne sættes i stå, vil de tekniske installationer lide uoprettelige skader på grund af blandt andet fugt- og trykskader, ligesom min virksomhed vil stå med en manglende indtjening fra møllerne, som betyder, at vi vil gå konkurs indenfor en overskuelig fremtid. Derfor bliver vindmøllerne ikke sat i stå, skrev Peter Rasmussen i en pressemeddelelse. 

Det er ikke bare Peter Rasmussen, der risikerer at få fingrene i klemme. Kresten Thomasen, der har købt en anpart, fortæller til TV2 Fyn, at han og hustruen risikerer at skulle gå fra hus og hjem på grund af standsningspåbuddet.

Møllerne har kostet 23 millioner at opføre. Der er 13 anpartshavere, som består af 11 familier og to store anpartshavere.

Svendborg Kommune forventer, at påbuddet bliver efterkommet og vil i dag - tirsdag - tage ud og kontrollere, at møllerne ikke snurrer.

Forstå sagen på ingen tid

2015: Ejerne af vindmøller på Tåsinge vil have dem skiftet ud med nye og større møller.

20. juli 2015: Svendborg Kommune beslutter, at der ikke skal laves en undersøgelse af vindmøllernes påvirkning på miljøet.

26 januar 2016: Politikerne i Svendborg vedtager den lokalplan som giver mulighed for at pille tre gamle møller ned og sætte to nye op.

15 februar 2017: Svendborg Kommune udsteder byggetilladelser til projektet.

4. april 2017: Svendborg Kommune giver dispensation fra lokalplanen, da møllerne er større end dem, det først var planlagt at opstille.

16. maj 2017: Kommunen bliver opmærksom på, at støjkravet ikke kan overholdes.

16. juni 2017: Svendborg Kommune tilbagekalder byggetilladelsen til de to møller.

5. juli 2017: Naboer raser over kommunens sagsbehandling, men udvalgsformand Henrik Nielsen slår fast: Vindmøllerne skal op.

25. august 2017: Svendborg kommune udsteder nye byggetilladelser.

20. december 2017, formiddag: Miljø- og Fødevareklagenævnet og Planklagenævnet underkender kommunens sagsbehandling herunder lokalplanen og beslutningen om ikke at undersøge møllernes virkning på miljøet.

20. december, eftermiddag: Svendborg Kommune giver, trods afgørelserne i de to ankenævn, mølleejerne lov til sætte vindmøllerne i drift.

3 januar 2018: Kommunaldirektør Erik Meldgård Bendorf erkender, at det formentligt var forkert, at kommunen gav mølleejerne lov til at tage møllerne i brug på trods af ankenævnenes afgørelser.

19. januar 2018: Svendborg Kommune udsteder standsningspåbud.

Kilde: TV2 Fyn

Kommenter artiklen (3)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.798