Rambøll samler al energi et sted
Rambøll betjener fremover olie- og gasindustrien, vindmølleindustrien og andre energirelaterede foretagender fra én forretningsenhed. Det oplyser ingeniør- og rådgivningsvirksomheden i en pressemeddelelse.
De to forretningsenheder Energi og Olie & Gas samlet i én ny organisation under navnet Rambøll Energi. Den nye enhed vil beskæftige 1.500 medarbejdere globalt med en portefølje på 4.000 projekter og en omsætning på 1,2 mia. kroner årligt.
Administrerende direktør for den nye enhed bliver Thomas Rand, som har været administrerende direktør for Rambøll Energi siden 2010. John Sørensen, der har været administrerende direktør for Olie & Gas siden 2009, bliver executive director.
En one-stop-shop for energi
Ifølge Rambøll skal reorganiseringen imødekomme ændringer og nye krav på det globale energimarked, hvor vedvarende energi og øget fokus på bæredygtighed indtager en stadig større rolle. Olie og gas vil dog fortsat spille en vigtig rolle i fremtidens energimix, lyder det fra selskabet.
For Rambøll har den globale markedsudvikling et stort potentiale, som bedre kan udnyttes ved at samle de to forretningsenheder inden for energi.
- Vi har allerede i dag en række store energikunder til fælles. Med sammenlægningen har vi nu 1.500 medarbejdere, der udelukkende arbejder med vedvarende og konventionel energi lokalt og globalt, siger Thomas Rand, administrerende direktør for Rambøll Energi.
Kilde: Rambøll