Tysk delstat vil have dansk fjernvarme og energiteknologi
Den tyske delstat Baden-Württemberg ønsker at få sat ekstra skub i sin grønne omstilling og har derfor indgået en samarbejdsaftale med Danmark.
Samarbejdsaftalen drejer sig bl.a. om energieffektivisering i industri og bygninger, fjernvarme, integration af el- og varmesektoren og intelligent energiplanlægning.
Baden-Württemberg vil gennemføre energieffektiviseringer i boliger for at indfri målsætningerne i delstaten. Godt 70 procent af de eksisterende boliger i delstaten er bygget før 1977, og for at nå delstatens energi- og klimamål skal andelen af boliger, der energirenoveres, fordobles. Det indebærer også en udvidelse af fjernvarmen med særlig fokus på blandt andet solvarme og udnyttelse af overskudsvarme, som er et område, hvor Danmark har mange erfaringer.
- Regeringen har lavet Danmarkshistoriens første eksportstrategi for energiteknologi, hvor vi har sat et ambitiøst mål om at fordoble eksporten af dansk energiteknologi til mindst 140 mia. kr. i 2030. Her er Tyskland et centralt marked, og derfor styrker vi nu indsatsen, for at danske virksomheder skal få endnu mere i ordrebøgerne fra vores sydlige naboer, siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt.
Samarbejdsaftalen mellem Danmark og delstaten Baden-Württemberg blev indgået under klimakonferencen COP23 i Bonn, hvor Danmark arbejder for en ambitiøs implementering af Parisaftalen.
Baden-Württemberg er den tredjestørste delstat i Tyskland med næsten dobbelt så mange indbyggere som Danmark (ca. 11 mio.) og huser store kendte virksomheder som Daimler (Mercedes), Porsche, Bosch og IBM Tyskland.