23948sdkhjf

Holstebro underskriver aftale med Better Place

Holstebro Kommune og Better Place har underskrevet en samarbejdsaftale, der skal fremme etableringen af en intelligent infrastruktur til elbiler i kommunen.
Mandag den 11. oktober kl. 13 underskrev formanden for Udvalget for Natur, Miljø og Klima, Karsten Filsø, en samarbejdsaftale med virksomheden Better Place.

Fremmer miljørigtige køretøjer
Samarbejdsaftalen blev indgået for at fremme brugen af miljørigtige køretøjer og for at fremme etablering af en intelligent infrastruktur til elbiler i Holstebro Kommune. Som led i samarbejdet vil der ske en kortlægning af steder i Holstebro, hvor ladestandere kan placeres mest hensigtsmæssigt i forhold til både den nuværende og den fremtidige udvikling af byen.

Med samarbejdsaftalen bakker Holstebro Kommune op om klimakommissionens anbefalinger på transportområdet. Transportområdet er en af de vanskeligste udfordringer i forbindelse med realisere visionen om, at Danmark skal være uafhængig af fossile brændsler og reducere udledningen af drivhusgasser markant i 2050. Klimakommissionen peger bl.a. på el og biobrændsel som erstatning for fossile brændsler som olie og diesel.

På linje med andre initiativer i kommunen
- Aftalen med Better Place skal også ses på linje med de mange andre initiativer og satsninger, der er i gang på energi-, miljø- og klimaområdet i Holstebro Kommune. Det første spadestik er taget til verdens største biogasanlæg, Maabjerg Bioenergy. Vi har været med til at oprette klimaklyngen ClimateCircle. Vi er klimakommune via en aftale med Danmarks Naturfredningsforening, hvor målet er at kommunen som virksomhed skal reducere CO2-udledningen med mindst 2 pct. om året frem til 2025. Kommunen har bestilt tre brint-elektriske biler for at deltage aktivt i udviklingen af den nye miljøvenlige teknologi, og i samme forbindelse etablerer Vestforsyning en 700 bars brintstation, siger formanden for Udvalget for Natur, Miljø og Klima, Karsten Filsø.

Han peger på, at 45 pct. af energiforbruget i kommunen i dag kommer fra vedvarende energi. Dermed er Holstebro en af de kommuner i Region Midtjylland, hvor vedvarende energi udgør den største del af forbruget.

- Men vi vil videre og tage vores del af ansvaret for et godt klima. Målet er, at vedvarende energi skal dække mindst 100 pct. af forbruget i kommunen, siger Karsten Filsø.

En naturlig del af gadebilledet
- Vi er både glade for og stolte over, at Holstebro Kommune har valgt Better Place som samarbejdspartner og på den måde går i front med indsatsen for at fremme elbiler i Danmark. Elbilerne bliver en naturlig del af gadebilledet i de kommende år, og de er en vigtig brik i virkeliggørelsen af visionen om et fossilfrit Danmark, siger Morten Leth, CEO i Better Place.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156