23948sdkhjf

Er dine børn sprængfyldte med energi?

Hvis ikke - så kan de blive det. Lad sommerferiens udflugt gå til en af Danmarks mange forlystelser, hvor energi og læring er i højsædet.
I Danmark findes et væld af forlystelser for børn og barnlige sjæle. Og nu da sommeren og sommerferien er over os, har Energy Supply - som sidste år - fundet et par forlystelser, der er helt i tråd med portalens og tidens ånd, og hvor I kan få svar på mangt og meget om energi i Danmark.

Danfoss Universe
Beliggende på Als i det sønderjyske finder man Danfoss Universe. Her kan man gå på opdagelse i hverdagens teknologi og blive langt klogere på de forskellige energiformer.

Her kan man tage en tur i en elbil, lave energi ved hjælp af bølger og pumpe olie op fra undergrunden.

Energimuseet
I Bjerringbro i det midtjyske ligger Energimuseet, der lader dig komme helt tæt på elektricitetens forunderlige verden - og gi'r dig et væld af muligheder for at opdage, prøve, forundres og mindes.

Oplev Energihaven med geder og biogasanlæg og bliv lidt klogere på et kredsløb, hvor gedernes lort, gæsternes grønne affald og biologisk affald fra museets køkken blive forvandlet til gas, der kan bruges til f.eks. madlavning.

Elektricitetens hus og de historiske huse er en tidslomme med el-apparater og hverdagsting fra elektricitens indtog frem til 2006. TV, lamper, hospitalsudstyr, radio og meget, meget mere.

I Tangebygningen kører turbinerne og på øverste etage finder du et eksperimentarium, hvor der eksperimenteres med magnetisme, elektricitet og naturens kræfter.

Energisti Knivholt
Energisti Knivholt i Frederikshavn er et udstillingsvindue for vedvarende energi-installationer i størrelsesordenen 1:1. Her kan man se på solvarme, søvarme, elcykler, vindmøller og husstandsmøller.

Et sted på stien ved søens bred ligger en 1:5-udgave af bølgeenergianlægget Crestwing.

Experimentariet
Skal du til hovedstaden på ferie kan du slå vejen forbi det nye Experimentarium.

Her kan man i området Energizonen gå på opdagelse i sit eget energiforbrug og eksperimentere med alternative energikilder.

Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg
Fiskeri- og Søfartsmuseet åbner døren til en verden, som de færreste har besøgt, og som er dybt fascinerende at opleve.

Udstillingen ”Energi fra Havet – Dansk offshore på Nordsøen” tager dig med ud på platformene på havet, under platformene på havbunden, ned i undergrunden og op i luften, hvor Nordsøen åbner sig i helikopterperspektiv. Sløret løftes for en vigtig del af Danmark, som normalt ikke er synlig for offentligheden, og der gives en grundviden om, hvordan olie, gas og vindkraft produceres i dag og anvendes til at holde Danmark i gang.

Gas-museet
På Gas-museet i Hobro kan man kaste sig ud i en masse spændende sommerferie-aktiviteter.

Udstillingerne på GASmuseet følger udviklingen i danskernes energiforbrug og levevilkår fra begyndelsen i 1800-tallet og ind i fremtiden. Historiske udstillinger om bygas, flaskegas og naturgas fortæller om den store betydning som gas-energi har haft for livet i by og på land.

Fremtidens energiforsyning og overgangen til vedvarende energikilder kan ses i en udstilling med fokus på boligformer og transportforhold.

Harteværket
Tre km fra Koldings centrum ligger Danmarks første større vandkraftværk opført 1918-1920.

Her kan man komme helt ind i den gamle turbinehal og på tæt hold opleve, hvordan vand bliver til strøm. Man kan også tage på rundtur i værkets krinkelkroge, opleve magien i den interaktive sandkasse eller se udstillingen med el-apparater fra oldefars tid.

Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi
I Hurup i Thy finder man Nordisk Folkecenter.

Her kan man opleve den vedvarende energis forunderlige verden. Her findes solceller, solfangere, små vindmøller og mini-kraftvarmeanlæg. Du kan også finde biler, der køer på el, brint eller planteolie.

Segway-Tours & GoBoat
I København ligger Segway-tours, hvor du på timebasis kan leje en segway og tage på en miljøvenlig guidet rundtur i Dronningens København.

Hvis du til gengæld ønsker at opleve Hovedstaden eller Aalborg fra søsiden, så er GoBoat et glimrende alternativ til en benzindreven båd. Her bliver man kaptajn for egen el-dreven båd og så er det ellers bare om at lægge fra land.

Testcenter for store vindmøller i Østerild
I det øverste venstre hjørne af Jylland finder man Det Nationale Testcenter for Store Vindmøller i Østerild.

Her kan du på nærmeste hold opleve når vindmølleproducenterne og STU Vindenergi afprøver prototyper på de helt store havvmøller.
Kommenter artiklen (3)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079