23948sdkhjf

Husstandsmøller kæmper for comeback på positivlisten

En af fire producenter har kæmpet sig ind på listen igen - de andre arbejder på sagen.

For et års tid siden foretog Energinet en række stramninger på de tekniske forskrifter for husstandsmøller.

Om positivlisten

Positivlisten anvendes i langt de fleste tilfælde af netselskaberne, når de modtager en hanvendelse om nettilslutning af et konkret anlæg.

Netselskaberne vil i langt de fleste tilfælde basere deres godkendelse af det konkrete anlæg på positivlisten, hvorfor anlægsejeren som grundregel ikke skal medsende den omfattende tekniske dokumentation.

Optagelse på en positivlisten letter administrationen ved nettilslutningen for både anlægsejeren og netselskabet.

Det betød, at en række danske husstandsmøllevirksomheders møller røg af positivlisten – Det gjaldt møller med asynkrone generatorer.

De fire producenter, der måtte se en mølle pillet af listen var HSWind, Solid Wind Power, Cirkel Energi og Zenia Energy.

I dag er det Dansk Energi, der administrerer listen, og her har man netop opdateret listen, hvilket betyder at én af producenterne er inde i varmen igen.

- Så sker det endeligt. I morgen kommer vores Viking VS-møller på positivlisten, skrev direktør hos HSWind Ulrich Høgenhaven i sidste uge i en mail til Energy Supply.

Styring via invertere
De møller, der blev pillet af listen sidste år, var dem, der anvendte asynkrone generatorer. Det var det overordnede hensyn til elnettet, der gjorde, at de pågældende møller måtte en tur ud i kulden, blandt andet fordi møllerne ikke kunne levere frekvensrespons og reaktiv effekt.

Hos HSWind har man så brugt det seneste års tid på at gøre møllen positivliste-klar.

- Det er vores nye Viking VS mølle. Møllen er den samme, men den styres med invertere i stedet, forklarer Ulrich Høgenhaven og uddyber:

- Vi har faktisk udviklet på den i et par år, da den giver os mange fordele med hensyn til power-regulering, frekvens-respons samt ingen flicker og harmonics.

Også hos Cirkel Energi i Viborg har man pillet lidt ved mekanikken. Her har man i løbet af året monteret en lille styreenhed og en dumpload i håbet om, at det kan sikre møllen en ny plads på listen. 

Ikke eneste mølle på vej mod come-back
Dansk Energi har som sagt overtaget positivlisterne fra Energinet.dk, og udover den seneste opdatering i fredags er der nok snart endnu en opdatering på vej.

Dansk Energi oplyser, at der pt. foreligger to ansøgninger fra virksomheder om at komme på positivlisten – om der er tale om to af de føromtalte mølleselskaber eller det drejer sig om nogle helt nye selskaber, er det ikke lykkedes Energy Supply at finde ud af.

Men ud over HSWind, der altså er tilbage på listen, så arbejder i hvert tilfælde Zenia Energy i Ikast i øjeblikket på at komme på listen igen. Også Cirkel Energi i Viborg knokler på for at få sit comeback. Her har man dog ventet lidt med at indsende ansøgningen.

- Vi har ikke indsendt ansøgningen endnu, da vi har valgt at bruge noget tid på at få løsningen vurderet og fundet ok hos Energinet, men nu er vi klar til at indsende ansøgningen, fortæller Kim Bilskov fra Cirkel Energi.

Kostet ressourcer ikke at være på
Da virksomhederne sidste år røg af positivlisten, lød der et ramaskrig.

- Det giver os en besværlig godkendelsesproces, mente én, mens en anden fastslog, at det er en kæmpe mur, der pludselig er stillet op foran os.

Hos Zenia Energy har man især mærket den besværlige godkendelsesproces.

- Vi har umiddelbart skulle putte mange flere ressourcer i at søge dispensationer til opstilling af møllerne, siger salgsdirektør Torben Olesen fra Zenia Energy.

Hos Cirkel Energi har man endnu ikke mærket noget til problemstillingen, men det kommer, forudser Kim Bilskov, hvis man altså ikke får sin plads på positivlisten igen.

- Indtil videre har det ikke betydet noget, men når vi skal nettilslutte en del møller her de næste 3-4 måneder, vil det betyde ekstra arbejde med dokumentation overfor el-selskaberne, når vi ikke er på positiv listen, forklarer han.

Positivlisten pr. 23. juni 2017

  • Guanzhou Hyenergy Tech Co: Hy 1500, 1,5 kW
  • HSWind: Viking VS10 & Viking VS25 (10 kW & 25 kW)
  • KVA Diesel: KVA Vind 6-10 (10 kW)
  • Osiris Tech Co. Ltd.: Osiris 10 (10 kW)
  • Solvindergi Aps: UGE-1K (1 kW)
  • Turbina Energy: Turbina 1000W (1kW), TE20, 1000W (1 kW) og TE20,1500 W (1,5 kW)

Artiklen er en del af temaet Husstandsmøller.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.081