23948sdkhjf

Regeringen vil gøre fjernvarmen grønnere

Store, eldrevne varmepumper skal kunne afløse naturgas
Store, eldrevne varmepumper skal kunne afløse naturgas på landets mange små kraftvarmeværker. Det vil give en markant klimagevinst og ruste de små kraftvarmeværker til en billigere og mere grøn varmeproduktion.

Det skriver Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet i en pressemeddelelse.

Regeringen vil sammen med S, DF, R og SF afsætte cirka 53 millioner kroner i 2017 og 2018 til en etableringsstøtte til eldrevne varmepumper fra den grønne klimapulje. Klimapuljen blev etableret i forbindelse med PSO-aftalen og består af i alt 375 millioner kroner i årene 2017-2020.

Etableringsstøtten udmøntes i år og i 2018 og er målrettet de cirka 160 små, naturgasfyrede kraftvarmeværker, som leverer el og varme til knap 300.000 husstande. Der igangsættes desuden en indsats målrettet de værker, som har mest behov for rådgivning for selv at kunne sikre en billigere varmeproduktion, konstaterer ministeriet.

- Fjernvarmen i Danmark er i forvejen verdenskendt. Men det er sket med statslig støtte til en fossil varmeproduktion. Fjernvarmesektoren er samtidig den forsyningssektor, som har det største effektiviseringspotentiale. Elektricitet fra vindmøller og solceller erstatter i disse år fossile brændsler med hastige skridt, og derfor skal rammevilkårene være i orden, så fjernvarmeværkerne kan vælge billige og grønne alternativer, siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V).

Billigere varmeproduktion
Med udgangen af 2018 udløber hovedparten af den midlertidige, statslige støtte til kraftvarmeproduktion på de naturgasfyrede kraftvarmeværker. Det er ikke muligt at forlænge støtten som følge af EU’s statsstøtteregler.

Det medfører, at de små værker skal i gang med en nødvendig omstilling. Ministeriet vurderer, at kraftvarmeværkerne kan imødegå prisstigningerne og nedbringe fjernvarmeregningen med cirka 3000 koner årligt pr. husstand ved at investere i nye og effektive produktionsenheder, som for eksempel elvarmepumper.

Regeringen ønsker derudover, at puljen i 2019 og 2020 reserveres til at lempe den såkaldte elvarmeafgift. Det skal ses som led i en samlet plan, hvor regeringen ønsker at lempe elvarmeafgiften varigt.

Elvarmeafgiften er i dag på 40,5 øre/kWh og dækker hovedparten af el til elvarme for både erhverv og husholdninger. En lempelse af elvarmeafgiften vil gøre det mere økonomisk attraktivt at udnytte overskudsvarme ved hjælp af varmepumper.

- Grundbeløbet er i bund og grund en støtte til fossile brændsler. Støtten er midlertidig, og vi har længe vidst, at den er uhensigtsmæssig. En lettelse af elvarmeafgiften kan bidrage til at rette op på et afgiftssystem, der i dag er skævt og ikke fremmer den grønne omstilling på en hensigtsmæssig måde. Det vil sikre, at rammevilkårene er i orden, for at fjernevarmeværkerne kan skifte til en billigere og mere effektiv teknologi, herunder varmepumper, siger Lars Chr. Lilleholt.

Den grønne klimapulje består af i alt 375 millioner kroner, fordelt med 50 millioner i 2017 og 2018, 100 millioner i 2019 og 175 millioner kroner i 2020.
Kommenter artiklen (3)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079