23948sdkhjf

Den globale el-produktion fra kernekraft er stigende

I 2030 vurderes det, at den installerede effekt fra kernekraftværker kan være helt oppe på 500-800 GWe (Gigawatt electric).
I den årlige udgivelse ”Kernekraft og nuklear sikkerhed”, som udgives af Risø DTU i samarbejde med Beredskabsstyrelsen, opsummeres der på, hvordan den globale udvikling ser ud for 2009.

Hvilke kraftværker er lukket, hvilke er under om- eller opbygning, og hvilke sikkerhedsforanstaltninger og nukleare beredskaber har vi?

Set i et historisk perspektiv startede Risø med at forske i den fredelige udnyttelse af atomenergi, og fortsætter nu med at bidrage med forskning i nuklear teknologi og ioniserende stråling til gavn for det danske samfund. I dag er fokus på anvendelsen i lægevidenskaben, måling af strålingsdosis og i en effektiv afsløring og analyse af radioaktive isotoper i miljøprøver.

Derudover spiller Risø en væsentlig rolle i det nationale nukleare beredskabsprogram og i strålingsbeskyttelse og overvågning.

- En af de mest interessante ting i årets rapport er nok at Ignalina-værket i Litauen er lukket ned i 2009. Værket var af samme type som Tjernobyl-værket og den sidste af sin slags uden for Rusland, og har været meget kritiseret for sin sikkerhed, forklarer Bent Lauritzen, der gennem mange år har været en af hovedforfatterne i rapporten.

Årsrapporten ”Kernekraft og nuklear sikkerhed” er blevet udstedt siden 1994, og handler om den internationale udvikling af atomkraft med særlig vægt på reaktorsikkerhed. Derudover ser den på status for kernekraftens el-produktion, regionale tendenser, reaktorudvikling, sikkerhedsrelaterede hændelser ved kernekraft samt internationale forhold og konflikter.

- I vores rapporter forudser vi også, at den samlede installerede effekt globalt set vil stige betydeligt i de kommende år. Og det er ønsket om større forsyningssikkerhed, de stigende gaspriser og kravet om mindre udledning af drivhusgasser der har ført til den fornyede interesse, siger Bent.

Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA) regner med, at den samlede kapacitet i 2030 vil være oppe på mellem 500-800 GWe. 16 lande er i gang med at opføre nye kernekraftreaktorer, og en høj udbygning ventes især i Kina, Indien og Rusland. I 2009 er 11 enheder blevet påbegyndt, heraf 9 i Kina.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078