23948sdkhjf

Maabjerg Energy Center kan løbes i gang med lille prisgaranti

Oprindeligt var det vestjyske bioraffinaderi Maabjerg Energy Center (MEC) planlagt som et lokalt forsyningsprojekt, men regeringen vendte sidste år tommelfingeren nedad og afviste, at man kunne stille lånegarantier for en investering på cirka to milliarder kroner. Der skulle en privat investor til, lød beskeden.

Derfor blev projektet midlertidigt sat i bero i efteråret 2016, og et par måneder senere lå der så en hensigtserklæring fra den nye investor Pioneer Point Partners, som er parat til at finansiere 2G-bioethanolanlægget, mens de lokale forsyningsselskaber kan fortsætte i deres nuværende rolle som ejere af MEC BioGas og kraftvarmeværket MEC BioHeat & Power.

Det betyder blandt andet, at de forbrugerejede forsyningsselskaber er fritaget for den kommercielle risiko ved driften af bioethanolanlægget.

Kommer ikke uden om statsligt engagement
Nu har MEC præsenteret erhvervsministeren for et oplæg, der vil gøre det muligt at skabe grøn vækst og 1000 job, forudsat at staten kan stille med en lille prisgaranti i de første år.

- Ideelt set skulle projektet være fuldt økonomisk bæredygtigt, men vi kommer ikke uden om en form for statsligt engagement, hvis det skal lykkes at skubbe en helt ny industri i gang. Til gengæld forventer vi, at det vil kunne give Danmark en teknologisk førerposition, som kan kaste endnu flere job af sig på sigt, siger Jørgen Udby, bestyrelsesformand for konsortiet bag Maabjerg Energy Center.

En af udfordringerne er, at der endnu ikke findes et veletableret prismarked for afsætning af 2G-bioethanol. Derfor er det vanskeligt at lægge budgetter. Men der er grund til optimisme.

- Vores undersøgelser viser, at prisen for f.eks. biodiesel i både Danmark og Europa er støt stigende i takt med, at der fra politisk side stilles stadig større krav til CO2-reduktion i transportsektoren. Der går kun et par år, inden EU igen skærper kravet til iblanding af 2G bioethanol i benzin, og så forventer vi en markant forhøjet efterspørgsel. Det betyder også, at det er nu, vi skal rykke, hvis Danmark skal have en plads i det marked, siger Jørgen Udby.

Lille prisgaranti
Baseret på en beregnet 2016-pris for 2G bioethanol, vil Maabjerg Energy Center kunne løbes i gang med et statsligt engagement i størrelsesordenen 20 millioner kroner om året i de første driftsår. Det er en meget lav pris for 1000 blivende arbejdspladser og en CO2-reduktion på 170.000 tons/år, mener Jørgen Udby.

 - Vi beder blot om at få samme vilkår som eksempelvis havvindmøllerne. Her afvikler staten en udbudsforretning, som sikrer en mindstepris på afsætning af energien, typisk i de første syv til otte driftsår. Det er præcis den type fødselshjælp, vi har brug for på vores bioethanolanlæg, siger han.

Hvis den statslige prisgaranti falder på plads, vil det tage cirka tre år, inden den vestjyske halm kan blive til 2G bioethanol. Det tager cirka et år at projektere anlægget og to år at bygge det. 

Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078