23948sdkhjf

Solvarmeprodukter uden kvalitetsmærkning er en faldgrube

Kvalitetsmærkningsordningen for solvarmeanlæg er truet – og det åbner en faldgrube for de boligejere, der vil installere solvarme. For at sikre den ønskede kvalitet og udvikling på solvarmeområdet anbefaler Dansk Solvarme Forening en genetablering af en Prøvestation for Solvarme i Solvarmecenterets regi.
Klumme af Jan Erik Nielsen, medlem af bestyrelsen af Dansk Solvarme Forening og afdelingsleder, PlanEnergi - Rådgivende Ingeniører.

www.energisparebolig.dk kan man læse, at en af de faldgruber man skal passe på, når man overvejer få solvarme er at købe solvarmeprodukter, der ikke er kvalitetsmærkede efter den danske KSO-ordning. Og vi i Dansk Solvarme Forening er helt enige. Men KSO-ordningen er truet – og det åbner derfor en faldgrube for de boligejere, der vil installere solvarme.

Frem til 2002 blev solvarmeprodukter prøvet og godkendt på Prøvestationen for Solvarmeanlæg på Teknologisk Institut. Prøvestationen blev lukket i 2002. Siden 2002 har der været en frivillig dansk kvalitetssikringsordning for solvarmeanlæg, den såkaldte KSO-ordning. Ordningen har gjort det nemt for boligejerne at vælge de gode solvarmeanlæg – og styre uden om de dårlige, for ordningen har sikret, at solvarmekomponenter som solfangere, solvarmebeholdere og solvarmestyringer er blevet godkendt af solvarmeeksperter fra private partnere samt DTU og Statens Byggeforskningsinstitut.

Et solvarmeanlæg af ordentlig kvalitet og installeret af en KSO-installatør kan holde i op til 25 år uden nævneværdig vedligeholdelse. Mens et solvarmeanlæg af dårlig kvalitet i nogle tilfælde kun holder i 2 år og ikke leverer nok energi.

Rent praktisk har kvalitetsordningen været forankret i Dansk Solvarmecenter, der har udarbejdet en positivliste over godkendte produkter Positivlisten har betydet, at boligejere, der vil installere solvarme, er sikre på at købe et stabilt, sikkert og effektivt solvarmeanlæg med 5 års garanti.

KSO-ordningen omfatter også VVS-installatørerne. De installatører, der kan kalde sig KSO-installatører, har derfor den rette uddannelse og erfaring i at installere solvarmeanlæg – og har derudover forpligtiget sig til kun at bruge produkter fra positivlisten.

KSO-ordningen er nu desværre i frit fald. For siden den 31. marts 2010 har der ikke været finansiering fra Energistyrelsen til at fortsætte Solvarmecenterets aktiviteter.

Dansk Solvarme Forening ønsker at være en konstruktiv medspiller i at skåne de danske boligejere for solvarmeanlæg, der ikke har en ordentlig kvalitet. Men solvarme er stadig en forholdsvis lille spiller på det danske VE-marked, og branchen har derfor endnu ikke volumen til selv at kunne stå for finansiering af Solvarmecenterets aktiviteter, herunder KSO-ordningen. Derfor bliver det nu sværere for danske boligejere at undgå faldgruppen af solvarmeanlæg af tvivlsom kvalitet – desværre.

For at sikre den ønskede kvalitet og udvikling på solvarmeområdet anbefaler Dansk Solvarme Forening en genetablering af en Prøvestation for Solvarme.

Kilde: Dansk Solvarme Forening

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078