23948sdkhjf

Analyse: Fastpriskontrakter kan udfase støtten til landvind

Fastpriskontrakter anvendes i dag til udbud af danske havvindmøller, mens faste pristillæg anvendes til landvindmøller under den eksisterende støtteordning, som udløber den 21. februar 2018.

Energi-, forsynings-, og klimaminister Lars Chr. Lilleholt har bebudet, at regeringen arbejder på at have et udkast til en ny ordning for landvind klar inden sommerferien.

Hos Danmarks Vindmølleforening har man udarbejdet en ny analyse, der viser at en ny udbudsordning for landvind baseret på fastpriskontrakter, såkaldte CfDer, vil kunne bidrage til at udfase støtten til landvind langt tidligere end en ordning baseret på pristillæg.

- Landvind er Danmarks billigste teknologi til elproduktion, og derfor vil landvind også være den første til at kunne klare sig uden støtte. Danmarks Vindmølleforenings analyse viser, at det er politisk muligt at fremskynde udfasningen af støtte, hvis man vælger det rigtige design. En udbudsordning baseret på faste priser som foreslået af Danmarks Vindmølleforenings vil fjerne behovet for støtte langt tidligere end hvis ordningen baseres på pristillæg, siger Christian Kjær, direktør for Danmarks Vindmølleforening. 

Kan klare sig om 5-8 år
Konkret vurderer Danmarks Vindmølleforening, at landvind indenfor en årrække på 5-8 år kan klare sig uden støtte, såfremt elpriserne udvikler sig som Energistyrelsen forventer, og hvis der vil kunne skabes tilstrækkelig likviditet i markedet for lange elhandelskontrakter. 

Derudover viser foreningens analyse, at anvendelsen af udbudsordninger med fastpriskontrakter (CfDer) vil give et langt stærkere incitament til at afgive ”nul-pris” bud - dvs. fraskrive sig støtte - end et udbud baseret på faste pristillæg.

Anvendelse af faste pristillæg ville forlænge støtteperioden for landvindmøller unødigt og medføre, at staten vil skulle udbetale støtte til vindmøller selv i perioder med høje elpriser.

- Det, der har betydning for, om landvind kan klare sig selv, er designet, elprisen og likviditeten i markedet for lange elhandelskontrakter. Politikerne bestemmer selv langt hen ad vejen, hvor hurtigt støtten skal udfases. Hvis det er ministerens hensigt at minimere behovet for tilskud så hurtigt som muligt, så er fastpriskontrakter vejen frem, siger Christian Kjær.

Fastpriskontrakter tildelt gennem udbud har den fordel, at i det øjeblik de forventede elpriser overstiger drifts- og etableringsomkostningerne for en ny landvindmølle, vil en potentiel investor ikke længere være interesseret i støtte, fordi han ville fraskrive sig en fremtidig indtægtsmulighed ved at låse afregningen fast i 20 år.

Derfor foreslår Danmarks Vindmølleforening, at reformen af ordningen for landvind designes på samme måde som de succesfulde havvindmølleudbud i Danmark og Tyskland og indfører teknologispecifikke udbud med fastpriskontrakter.

 

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125